Nicklas Bendtner skal i fængsel efter vold mod chauffør: Anker dommen

Fodboldspilleren har anket dommen på 50 dage. Han vil frifindes.

Fodboldspilleren Nicklas Bendtner erkendte at have slået en taxachauffør med et knytnæveslag i hovedet som selvforsvar, men nægtede at have sparket chaufføren. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Fodboldspilleren Nicklas Bendtner skal i fængsel i 50 dage og betale en bøde på 1.500 kroner.

Sådan lyder dommen fra Københavns Byret, hvor Nicklas Bendtner i dag har siddet på anklagebænken tiltalt for vold ved at have slået og sparket en taxachauffør efter en våd bytur med sin kæreste i København.

- Vi har ikke fundet grundlag for at gøre straffen betinget, fordi vi har dømt for vold - faktisk grov vold, siger dommeren, der understreger, at volden kostede taxachaufføren et brud på kæben.

Nicklas Bendtner anker på stedet dommen for at blive frifundet eller få sat straffen ned. Dermed skal sagen gå om i landsretten.

En taxachauffør var også tiltalt i sagen for forsøg på vold ved at have kastet noget efter Nicklas Bendtner og hans kæreste midt om natten.

Han straffes med en bøde på 3.000 kroner.

Nicklas Bendtner skal frifindes, lød det forsvarer Anders Nemeth i Københavns Byret. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Anklager: Flere ting har gjort sagen alvorlig

Anklager Marie-Louise Kruse havde krævet en hårdere straf til Nicklas Bendtner - nemlig tre måneders ubetinget fængsel for at have slået og sparket taxachaufføren samt bøde på 1.500 kroner for at have kørt uden sele og være skredet fra regningen på 52 kroner.

Ifølge anklageren var der flere ting, som gjorde sagen ekstra alvorlig.

Nicklas Bendtner slog en taxachauffør, som var særlig udsat på grund af sit arbejde, sagde hun. Nicklas Bendtner ramte chaufføren i hovedet og sparkede ham, mens han lå ned, lød det fra anklageren. Og det betød, at taxachaufføren skulle opereres og blev indlagt i en periode, understregede anklageren for at fremhæve sagens alvor.

Selv havde Nicklas Bendtner nægtet sig skyldig i voldsanklagerne og krævet frifindelse. I retten fortalte han, at han slog taxachaufføren, fordi han følte sig truet - altså at han handlede i nødværge. Nicklas Bendtner nægtede at have sparket chaufføren.

Han hævede, at han skulle tjekke, om chaufføren var ok. Derfor løftede han benet for at træde ind over ham.

Det eneste Nicklas Bendtner erkendte var at have kørt uden sele i taxaen.

Forsvarer for taxachaufføren Mette Grith Stage krævede frifindelse til sin klient. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

I forhold til taxachaufføren havde anklageren krævet 20 dages fængsel for forsøg på vold - straffen kunne være betinget, sagde hun.

Samtidig krævede hun en bøde på 3.000 kroner til taxachaufføren for overtrædelse af færdselsloven ved at have talt i telefon under kørslen og kørt uden sele.

Taxachaufføren nægtede sig skyldig i forsøg på vold. Han kastede en genstand efter Nicklas Bendtner og kæresten, for at få deres opmærksomhed - ikke for at ramme, sagde han i retten.

Her fortalte han også, at han ville miste jobbet som taxachauffør, hvis han blev dømt for vold, fordi taxakørekortet ville ryge med en voldsdom i bagagen.

EN SIMPEL SAG OM VOLD

  • Taxachaufføren var tiltalt for forsøg på vold. Ifølge anklagen kastede han en ukendt genstand efter Nicklas Bendtner og kæresten, fordi han ikke fik 52 kroner i betaling for en taxatur den 9. september klokken 2:25 om natten.

  • Fodboldspilleren Nicklas Bendtner var tiltalt for vold ved efter ovenstående episode at have slået taxachaufføren med et knytnæveslag, der ramte i hovedet, så chaufføren faldt. Efter det skulle Nicklas Bendtner have sparket chaufføren i ansigtet, så han fik buler og rifter i ansigtet og skulle opereres i kæben, lød anklagen.

  • Derudover var Nicklas Bendtner tiltalt for at have overtrådt færdselsloven ved at have kørt i taxa uden sikkerhedssele og at have forladt taxaen uden at betale regningen.

  • Taxachaufføren var også tiltalt for at have overtrådt færdselsloven ved at have kørt taxa uden sele og have talt i telefon under kørslen.

  • Kilde: Anklageskriftet