Der var en periode, hvor Nicolaj Strunk på 20 år var træt af sin mor og overvejede at flytte.
- Men det var kun en periode, og så gik det over igen, og jeg er glad for at bo hjemme, smiler han.
Det seneste år er så mange unge blevet boende med deres forældre, at Danmarks Statistik aldrig har set en så kraftig stigning.
Næsten hver tredje ung i alderen 20-24 år bor derhjemme, og eksperter peger på, at stigende priser på alt fra mad, bolig, bøger og transport får flere unge til at opgive at have deres egen bolig.
Nicolaj Strunk læser ernæring og sundhed på VIA-University College i Aarhus og oplister plusserne ved at bo hjemme i Brabrand. En ting er det økonomiske.
- Det er dejligt, at jeg ikke har brug for et arbejde, når jeg bor hjemme, og så er der mere fritid, siger han.
Nicolaj Strunk har hørt fra sine venner, der er flyttet hjemmefra, at de bruger deres opsparing og arbejder for at få det til at løbe rundt. Skulle han flytte for sig selv, tænker han, at økonomien ville blive stram, så han måtte droppe at tage ud at spise så ofte med vennerne.
Følger med i hinandens liv
Og frirummet med vennerne er vigtigt, selv om Nicolaj Strunk er glad for bofællesskabet med sin mor, Maibritt Strunk.
- Selvom jeg bor med min mor, så bliver jeg ikke træt af hende. Det er en dejlig ting, at vi taler godt sammen, fortæller han og oplever, at det giver et nært forhold at bo hjemme.
Maibritt Strunk er også glad for at bo med sin søn, som er "stille, rolig og helt nede på jorden".
De snakker blandt andet om, hvad Nicolaj laver med vennerne, hvordan de hver især har det, og moren oplever, at det giver sammenhold at følge med i hinandens liv.
Nicolaj gør rent og fixer computeren
Når de unge i stigende grad bliver boende hjemme, selvom de er i 20'erne, så kan udfordringen væren, at selvstændigheden kan blive sat på pause. Det siger Mette Lykke Nielsen, der er lektor på Center for Ungdomsforskning og har forsket i unge, der flytter hjemmefra.
Men Nicolaj Strunk oplever dog, at han også bliver selvstændig ved at tage nogle af de huslige pligter i hjemmet.
- En gang imellem gør jeg rent. Det kan være hele huset eller bare på mit eget værelse, siger han og oplyser, at han også handler ind, laver aftensmad og hjælper sin mor, hvis der er bøvl med computeren.
- Den selvstændighed, der kommer ved at være flyttet hjemmefra er, at man skal prioritere sin tid meget mere, fordi man skal sørge for alt. Det kunne jeg måske godt kunne have brug for at lære, tænker han dog også.
Maibritt Strunk lægger vægt på, at sønnen får et begreb om økonomi, selv om han bor hjemme.
- Vi har ikke så meget at gøre med. Jeg er ledig, og han er studerende. Vi taler om, hvor der er gode tilbud. Det betyder noget for mig, at Nikolaj ved, hvad det koster at flytte hjemmefra, siger Maibritt Strunk.
- Hvordan kommer du til at have det med det, når Nikolaj flytter?
- Skidt.
Moren går i stå og tager tommeltotten op til øjnene for at tørre et par tårer bort.
- Det bliver lidt hårdt, når vi er så tætte på hinanden, som vi er.