Nicoline får piercet chip i hånden: 'Det er smart, nu kan jeg printe uden nøglekort'

Ansatte hos rejsebureauet TUI får indopereret mikrochip i hånden. 4000 svenskere har allerede erstattet plastikkort med chips.

Nicoline Lund Christensen har i dag fået indopereret en chip i sin hånd. I første omgang kan den bruges til at åbne sit skab på arbejdet og printe fra firmaets computere, men hun håber, at den på sigt kan bruges både som dankort, rejsekort og i træningscenteret.

Når Nicoline Lund Christensen fremover skal låse sig ind i sit skab, logge på LinkedIn eller printe på sin arbejdsplads, rejsebureauet TUI, behøver hun ikke længere et plastikkort eller en kode.

Hun har nemlig sammen med seks af sine kollegaer i dag fået indopereret en chip i sin hånd, som skal erstatte nøglekortet.

- Det var et frivilligt tilbud, som jeg sagde ja til, fordi jeg synes, det er spændende at prøve af, siger Nicoline Lund Christensen.

Hun er ikke nervøs for, at den skal blive hacket eller gps-sporet.

- De kan jo ligeså godt hacke min telefon, den har jeg jo også altid på mig, og så vidt jeg ved, er der ingen gps i chippen, siger Nicoline Lund Christensen, som håber på, at chippen snart kan bruges som både rejsekort, dankort og i træningscentret.

- Det ville være super smart, siger hun.

4.000 svenskere er 'chippet'

I Sverige har omkring 4.000 personer ligesom Nicoline Lund Christensen allerede fået skudt et chip-implantat ind i hånden ved hjælp af en kanyle.

På den anden side af Øresund kan man allerede tage jernbanen med sin chip og bruge den som adgangskort hos flere virksomheder.

I Danmark er der dog stadig ikke mange muligheder med chippen og hos Dansk Industri, forventer Christian Hannibal, som er digitaliseringspolitisk chef, heller ikke, at det bliver lige så udbredt.

- De fleste vil nok instinktivt være lidt kritiske over at få noget indopereret i deres krop fra deres arbejdsgivers side, siger han og tilføjer, at danskerne har taget den allerede eksisterende teknologi til sig.

Chippen i Nicoline Lund Christensens hånd bliver skudt ind af en piercer. - Det gjorde lidt ondt, men ikke så meget som jeg havde regnet med, sagde hun bagefter.

- Vi bruger jo allerede telefonen som rejsekort. Så det er ikke sikkert, at chippen vil fjerne et produkt, du allerede har i lommen, men i stedet blive et ekstra produkt, du skal have indopereret i din hånd.

Christian Hannibal tilføjer, at der altid findes frontløbere, som gerne vil prøve den nye teknologi af.

- Hvad enten det er et el-løbehjul eller en chip i hånden, siger han og tilføjer:

- Men den skal opfylde et behov.