Niels-Henning Ørsted Pedersen er død

Musikeren Niels-Henning Ørsted Pedersen er død. Han blev 58 år. Niels-Henning Ørsted Pedersen var en af Europas bedste bassister og har medvirket på flere hundrede plader sammen med jazzens kendte navne.

Musikeren Niels-Henning Ørsted Pedersen er død. Han blev 58 år.

Niels-Henning Ørsted Pedersen var en af Europas bedste bassister og har medvirket på flere hundrede plader sammen med jazzens kendte navne.

Han har blandt andet spillet sammen med navne som Oscar Peterson, Dexter Gordon, Sonny Rollins, Bud Powel, Bill Evans, Larry Coryele, Joe Pass, Dizzy Gillespie, Kenny Drew, Count Basie, Ella Fitzgerald med flere.

Niels-Henning Ørsted Pedersen har endvidere skrevet melodierne "My Little Anna", "Jaywalkin'" og "The Puzzle" og har bearbejdet danske folkeviser.

The Great Dane

Niels-Henning Ørsted Pedersen er blevet betegnet som en af stjernerne på den internationale jazzhimmel, og han var en af de mest kendte danske musikere af international klasse gennem de sidste 35 år.

Han fik sit verdensomspændende gennembrud, da han i 1973 blev medlem af Oscar Petersons trio og dermed også kom ind i kredsen omkring impresarioen og pladeproduceren Norman Granz.

Niels-Henning Ørsted Pedersen havde i udlandet tilnavnet "The great Dane with the never ending name", og i mange sammenhænge blev han da også omtalt ved forbogstaverne i sit navn NHØP.

Kåret som verdens bedste bassist

Niels-Henning Ørsted Pedersen stammede fra Osted på Sjælland, hvor hans far var fri- og efterskolelærer.

Allerede som 14-årig blev han medlem af Jazzkvintet 60 og spillede i Vingården i København.

Et par år senere blev han medlem af det gamle Montmartres hustrio, hvor ikke mindst samarbejdet med pianisten Kenny Drew udviklede ham yderligere, og i 1964 blev han medlem af Danmarks Radios Big Band.

Samme år blev han også kåret som årets danske jazzmusiker, og i 1977 blev han kåret som verdens bedste bassist i Melody Makers kritikerafstemning.

Niels-Henning Ørsted Pedersen fik i 1990 Nordisk Råds Musikpris og modtog også en række andre priser og hædersbevisninger.

Facebook
Twitter