Der, hvor det gør mest ondt på mig, er, når jeg sidder blandt andre mennesker, og jeg fungerer udadtil, men indeni er man bare fuldstændig i stykker.
Og næste gang nogen siger noget, håber man, at de ikke spørger til én og siger: "Hvordan har du det?". For så ved man, at det er knappen, der får én til at bryde sammen.
Det ved de ikke, og det ville være rart, hvis de vidste det, men man kan ikke selv overskue at sige det. Det var det absolut hårdeste.
Selvfølgelig er det slemt at ligge i fosterstilling og ikke have lyst til at være i verden. Det lyder også som det værste sted at være, men det var faktisk i interaktionen med andre mennesker, det var hårdest.
Lige der blev det så virkeligt, hvordan andre mennesker havde det i forhold til mig, og hvor anderledes jeg selv ønskede at have det.
Den eneste ting, der holder mig i live
På de værste dage kunne jeg ikke noget. Det lyder måske som noget, man bare siger, men jeg mener virkelig, at jeg intet kunne, og det føltes, som om at jeg både fysisk og psykisk var i stykker.
Mine arme kunne ikke bevæge sig. Jeg kunne ikke tale eller sige noget ordentligt til min kæreste eller til andre, der prøvede at hjælpe mig. Jeg kunne ikke engang komme ud af sengen eller spise noget.
Og jeg er ikke et dumt menneske. Jeg ved godt, at jeg og alle andre både skal spise og drikke, og at det er vigtigt at huske at gå en tur og komme lidt ud af huset, men når jeg ligger der, er det så svært, for alt føles helt ligegyldigt.
Min eneste flugt på de dage var at distrahere mig selv. Der var ingen tilvalg. Kun fravalg. I virkeligheden var der heller ikke nogen fravalg. Der var intet, der kunne skubbe mig i nogen retning, og at distrahere mig selv var den eneste ting, jeg kunne gøre for at holde mig selv i live.
Det lyder meget voldsomt, men det var sådan, jeg havde det - og nogle gange stadig har det. Jeg skal se noget i fjernsynet, jeg kender, eller læse et eller andet. Nogle gange kan jeg ikke engang det, og så må jeg tænde for radioen og bare lytte.
Høre det vildeste syre-jazz eller metal for at vække mig selv, fordi det kan føles lidt som en drøm, jeg ikke kan vågne fra. Dagen efter kan jeg vågne op og være sådan: Gud, hvor lang tid er der gået? Og i lang tid tænkte jeg, at det bare var mig, der var noget galt med.
Depression? Måske har jeg mere lyst til at være doven
Til sidst blev jeg meldt syg, og det kom faktisk som en overraskelse. Jeg havde en fantastisk læge, som jeg var til undersøgelse hos i forhold til noget helt andet, hvor hun så spurgte, hvordan jeg havde det, og det satte alting i gang.
Jeg svarede, at jeg egentlig ikke havde det særlig godt, hvor hun stillede endnu et spørgsmål: "Nå, men du kommer da ud af sengen, ikke?" "Næh, det gør jeg faktisk ikke", sagde jeg så, som blev efterfulgt af endnu et spørgsmål: ”Du får da noget at spise, ikke?”
Hun spurgte flere ledende spørgsmål, hvor hun gerne ville have mig til at sige ja, men det kunne jeg ikke. På en ret rar måde var hun faktisk ret cool omkring det, og til sidst sagde hun, at jeg skulle screenes for depression, og det skulle helst gøres nu.
Nå okay, det havde jeg ikke lige regnet med. Jeg troede bare, det var mig, der var doven og ikke kunne tage mig sammen til noget som helst, og nu nævner en læge en eller anden sygdom. Lige der havde jeg nok mere lyst til bare at være doven.
Jeg kom til en psykiater, der kom frem til, at jeg havde en svær depression, og at det bedste ville være at give mig antidepressiv medicin for det.
Argumentet var, at når man er så langt nede, som jeg var, er det nødvendigt med lidt hjælp til at blive løftet en smule mentalt, før det er muligt at arbejde terapeutisk. Der stejlede jeg ret voldsomt, for jeg ville bestemt ikke have noget medicin. Jeg ville slet ikke acceptere, at det skulle være en del af mig.
Men efter jeg havde ligget tilpas længe i min seng, hvor der var et overtal af dage, hvor jeg lå i fosterstilling og intet andet, kom jeg på andre tanker.
Medicin, ro og tid hjalp mig i den rigtige retning
På det tidspunkt var det så syret for mig at skulle have medicin for noget, der på en måde kun foregår inde i mit eget hoved.
"Hvis du nu havde diabetes, havde du så ikke taget imod medicinen med det samme?", spurgte min psykiater mig til sidst om.
Og det er rigtigt, at hvis det var enhver anden fysisk sygdom, havde jeg taget medicinen uden at tøve, men der er så mange holdninger til antidepressiv medicin, og jeg ville jo helst klare det uden at proppe for meget kemi ind i mit hoved.
Det, synes jeg bare, siger alt om, hvor stigmatiserende og tabubelagt depression rent faktisk stadig er. Jeg kan sagtens tåle, at det er andre mennesker, men jeg kan ikke acceptere, at det sker for mig.
Det var noget forfærdelig sludder. Jeg var nødt til at tage medicinen for at få det bedre. Da jeg endelig kom i gang med det, gik der noget tid, før det virkede, og der var nogle forskellige bivirkninger, som heller ikke var rare. Men når alt kommer til alt var det i virkeligheden en kæmpe lettelse.
I de første måneder koncentrerede jeg mig meget om, hvorvidt jeg nu fik det lidt dårligere, og om det nu skyldtes medicinen, og jeg var generelt meget opmærksom på det.
Men til sidst gav jeg slip på det og behandlede det, som var det en vitaminpille, og derfra begyndte det langsomt at gå bedre. I kombination med at jeg gav mig selv ro og tid.
Et brækket ben kan jeg forholde mig til
Og så skete der noget, som viste sig at være utrolig heldigt for mig, men selvfølgelig helt vildt uheldigt for min kæreste. Generelt har min kæreste været helt utrolig god og tålmodig i hele det her forløb.
Han har sørget for, at der blev handlet ind, gjort rent, og han banede vejen for, at jeg fik noget at spise og drikke. Jeg kunne ikke have fortalt ham, at det var det, han skulle gøre. Det gjorde han bare, og jeg tror, det er det eneste, han kunne gøre for mig i den tid.
Bare at være der og sørge for praktiske ting, og jeg har stadig dårlig samvittighed over, at han får så lidt igen. Men så sker der noget, der får rollerne byttet helt rundt. Min kæreste får revet sit korsbånd over og kan pludselig ikke noget. Det væltede hans verden, men det reddede faktisk min.
For jeg var i gang med at få nogle rutiner igen, der var med til at trække mig op af den mærkelige grå boble, jeg var i, som egentlig bare bestod af tid, som fløj forbi, og nu blev jeg nødt til at stå op, for jeg skulle gøre nogle ting for min kæreste.
Nu var det ikke længere mig, der hele tiden skulle pilles op fra gulvet, og ham, som konstant skulle komme hjem til en lejlighed, der var ligeså kaotisk som mit hoved, fordi jeg ikke havde rykket mig, siden han tog afsted om morgenen.
Hele mit sygdomsforløb var også sindssygt hårdt for min kæreste, for det er svært for ham ikke at komme hjem og føle en vis afmagt. Han ved godt, han ikke bare kan sige til mig, at jeg skal tage mig sammen.
Hvis man bare kunne tage sig sammen, var der ikke noget, der hed psykiatri.
Svært at skille depression fra min person
Den dårlige samvittighed er lidt uundgåelig for mig. Det er hårdt at vende den om og sige de søde ting til mig selv, som jeg ville sige til mine nærmeste omkring mig, hvis de havde det, som jeg har haft det.
At det er okay, at jeg har dage, hvor jeg ingenting kan. Jeg skal ikke have dårlig samvittighed. Jeg må godt passe på mig selv. Jeg må godt sige nej.
Jeg er stadig ved at lære at skelne mellem, hvad der skyldes depressionen, og hvad der bare er mig, for en del af symptomerne på en depression er almene ting, som vi alle føler.
Manglende overskud, en skidt selvtillid, at være træt hele tiden og være ked af det.
Og nu taler vi om det her meget konkrete med at slå sit ben, som det skete for min kæreste, men det gør vi ikke nødvendigvis med psykiske sygdomme eller lidelser, fordi det er så sløret, hvornår man får det bedre, og det går så meget op og ned.
Vi ved, at når et ben er brækket, så tager det måske en vis mængde tid, før det heler, men det er bare ikke helt det samme, når det er inde i hovedet, og det måske aldrig ”heler” helt på samme måde.
Og det skal måske heller ikke hele på samme måde, men i stedet bliver det en ting, man lever med, og som man accepterer er en del af sit liv, uden at det tager styringen.
Du kom også ud af sengen i dag? Stærkt arbejde!
I dag har jeg nemmere ved at stå op. Huske at spise mad. Lave en aftale. Tage initiativ. Se de mennesker, jeg har omkring mig, og som jeg holder af. At passe på mig selv og generelt huske at mærke min egen krop. En lille simpel ting, der gør en stor forskel i mit liv.
Nu er det en kæmpe succes for mig bare at komme ud af sengen. Det er faktisk et enormt befriende succes-kriterie, for så klarer jeg egentlig de fleste dage med stor succes. Det siger jeg også til dem omkring mig: "Shit, du kom også ud af sengen i dag?"
Det er da vildt godt klaret, siger jeg så, og det ved du også, hvis du har været et mørkt sted, hvor det i sig selv er en sejr. Vi har så travlt med at presse os selv og hinanden på alle mulige områder, og det vil jeg ikke længere.
Nu er målet at have det godt og være et sted mentalt, hvor det føles okay at være i live. Jeg ved godt, at alle dage ikke kommer til at være sådan i fremtiden, men jeg forsøger at lære at leve med de mørke dage også, uden at de tager styringen over mit liv og min hverdag.
Det er jo en del af livet, at det går op og ned, hvad enten du er ramt af en psykisk lidelse som depression eller ej.
Hvad er det, der sker i hjernen, når du får en depression? Det kan du få svar på her: