Nocebo-effekten spiller ind: Frygt for bivirkninger ved coronavaccine kan gøre dig syg

De bivirkninger, man kan få efter en vaccine, hænger sammen med ens forventninger, viser undersøgelse.

Har man en forventning om at få bivirkninger af corona-vaccine, er der stor sandsynlighed for, at man rent faktisk får det. (© Grafik: Morten Fogde Christensen)

Har du oplevet at få hovedpine, kvalme eller feber, efter du er blevet vaccineret mod corona? Så kan din frygt og forventninger til bivirkningerne have spillet en rolle.

En ny undersøgelse fra det videnskabelige tidsskrift, Psychotherapy and Psychosomatics, viser nemlig, at der er større sandsynlighed for, at du får bivirkninger af vaccinen, hvis du på forhånd har en forventning om at få det.

- Vi ved, at alder, køn og type af vaccine har betydning for, hvor mange bivirkninger man får. Nu kan vi se, at folks forventninger til bivirkningerne i sig selv også bidrager til de bivirkninger, de får, siger Lene Vase, professor i psykologi ved Aarhus Universitet, der er en af forskerne bag undersøgelsen.

Bivirkninger kan skyldes nocebo-effekt

I undersøgelsen har forskerne spurgt deltagerne om, hvilke bivirkninger de forventer at få, inden de har fået en coronavaccine.

Herefter har de samenlignet det med de bivirkninger, som deltagerne rent faktisk oplevede.

Ifølge Lene Vase viser resultaterne, at de deltagere, der forventer at få bivirkninger, i højere grad også er blevet syge efter stikket. Hun siger, at sammenhængen skal forklares ved fænomenet nocebo-effekt.

Mange har måske hørt om placebo-effekt, hvor positive forventninger til, at en kalktablet kan fjerne ens smerter, gør, at det er dét, som rent faktisk sker.

Nocebo-effekten er det modsatte. Her gælder det, at negative forventninger til at få eksempelvis feber eller hovedpine efter en vaccine, gør folk mere tilbøjelige til at få bivirkninger.

- Har man en forventning om, at nu er der noget, der kommer til at gøre ondt, så aktiverer det mange af de samme områder i hjernen, som når man rent faktisk har ondt, siger hun.

Bedre omtale kan gøre en forskel

Lene Vase mener, at måden, vi taler om bivirkninger på i samfundet, kan have stor betydning for, hvilke forventninger folk har til vaccinen. Hun opfordrer til, at der bliver grebet ind.

- Det er rigtig vigtigt, hvordan vi taler om bivirkningerne. Både i medierne og med hinanden.

Det gælder også for vaccinestederne, understreger hun. De skal tænke over, hvordan de oplyser om bivirkninger til dem, som kommer ind og bliver vaccineret, da det kan gøre en stor forskel.

- Hvis man siger til folk, at der er 95 procent, der ikke får bivirkninger, kan man se, at der er færre, der får dem, end hvis man fortæller, at kun fem procent får bivirkninger, forklarer hun.

Ifølge Lene Vase er der ingen tvivl om, at det er vigtigt at informere om mulige bivirkninger, men folk skal samtidig have en realistisk forståelse af dem. Rammer man den balance, vil det mindske sandsynligheden for, at nogle får bivirkninger.

FacebookTwitter