Nødråb fra KOL-patienter: Vi får ikke hjælp nok

Hver tredje patient med rygerlunger fortsætter med at ryge. Mange KOL-patienter føler ikke, at sundhedsvæsnet hjælper dem med at kvitte cigaretterne.

Mange med rygerlunger ville gerne være blevet presset mere til at stoppe.

Mange KOL-patienter synes ikke, de får hjælp og støtte nok af sundhedsvæsenet til at holde op med at ryge.

Hver tredje patient med rygerlunger fortsætter med at ryge.

Og mange savner at få et ekstra skub, viser en undersøgelse, som hjemmesiden Netdoktor har lavet.

Aldrig fået henvisning

Én af dem er Tom Riknie. der har haft sygdommen i 11 år, men stadig ryger halvanden pakke om dagen:

- Jeg har aldrig nogen sinde fået at vide af min læge, at nu skal du se, nu får du en henvisning og så videre. Et eller andet sted, ville det have været rart, hvis han havde skruet bissen på og sagt: nu er det nok, siger Tom Riknie til DR Nyheder.

Han ved selvfølgelig godt, det er hans eget ansvar at stoppe, men savner et skub bagi. Og det er han ikke ene om.

Ifølge undersøgelsen fra Netdoktor mener seks ud af 10 KOL-patienter ikke, de får hjælp nok af sundhedsvæsnet til at stoppe med at ryge. På trods af de mange kampagner om rygning. Læger skal oplyse mereOg lægerne skal blive bedre til at gribe fat i patienter med rygerlunger, siger Peter Lange, der er overlæge på Hjerte-lunge medicinsk afdeling på Hvidovre Hospital.

- Vi behandlere skal være mere klare til patienterne med to budskaber. 1: Det er vigtigt, du holder op og 2: Du kan faktisk godt få hjælp til at holde op med at ryge, siger Peter Lange til DR Nyheder.

Sundhedsstyrelsen: Masser af hjælp at få

I Sundhedsstyrelsen er man enig i, at man godt kunne slå mere på tromme for de mange tilbud, der er til rygere, der vil kvitte smøgerne.

- Det kunne blive tydeligere for borgerne. Og hvis man er motiveret, så er det jo meget ærgerligt, hvis man ikke kan finde det tilbud, der er lokalt, siger overlæge og forebyggelseschef Else Smith til DR Nyheder.

Facebook
Twitter