Nøgen-trend: Kvinder smider make-up'en på sociale medier

En ny trend får flere og flere danske kvinder til at optræde med nøgne ansigter på Facebook og Instagram.

Den begyndte med skuespilleren Jennifer Aniston og fortsatte hos danske kendisser som Andrea Elisabeth Rudolph, Christine Schaumburg-Müller og radioværten Sara Bro.

Trenden med at lægge "nøgne" selfier ud af sig selv på sociale medier - altså fotos, hvor man poserer uden make-up.

De danske kendte har brugt hashtagget #mitsandejegudenfilter, og i løbet af det seneste halve år har det spredt sig blandt almindelige danske kvinder på Instagram, Twitter og Facebook.

Nu har hashtagget så fået sig en veninde. Hun hedder #makeupfrimandag, og adskillige piger og kvinder har taget hende til sig.

Mandag uden make-up#makeupfrimandag er sat i verden af varemærket Dove som en del af en kampagne, der går ud på, at kvinder hver mandag i maj skal gå uden make-up og lægge billeder ud af deres naturlige ansigt.

For hvert make-up-frit selfie donerer Dove fem kroner til velgørenhedsorganisationen Global Dignity. Budskabet fra virksomheden er, at kvinder skal stå ved deres naturlige skønhed, så deres selvværd kan blive højere.

Ifølge en undersøgelse, som Voxmeter har foretaget for Dove blandt 1016 danske kvinder, er hver anden danske kvinde utilfreds med sine kvindelige former, og fire ud af ti har det ikke godt med deres øjne, mund eller næse.

- Vi vil have et sminket ideal

En kampagne med nøgne selfier vil dog ikke ændre på selvværdet og kvinders syn på idealkroppen, mener psykiater og lektor i kvinde- og kønsforskning ved Københavns Universitet, Birgit Petersson.

- Flere magasiner har forsøgt at sætte mere naturlige modeller på forsiden, og det sælger ikke. Vi vil have idealiserede mennesker at kigge på og se op til, og det er almindelige mennesker ikke. Sådan har det altid været - se bare på de græske skulpturer, siger hun.

Hvad mener du? Kan en kampagne uden make-up give dig et bedre selvværd, eller hvad mener du, at der skal til?

Facebook
Twitter