Nørreport: Snart kører S-tog normalt - men ingen fjerntog

7. december er renovering af S-togs-perron på Nørreport færdig. Dermed kører tog igen fra stationen om aftenen.

7. december er renovering af S-togs-perron på Nørreport færdig. Dermed kører tog igen fra stationen om aftenen.

Der er godt nyt fra Banedanmark til de mange københavnere, som dagligt rejser med S-tog til og fra Nørreport Station.

Renoveringen er nemlig færdig den 7. december, og der er derefter normal kørsel fra stationen om aftenen.

- Vi har knoklet med renoveringen af Danmarks travleste S-togs-station om aftenen og natten gennem det seneste år.

Stoppede ikke

- Nu er vi glade for, at de omkring 80.000 S-togpassagerer, der hver dag står af og på på Nørreport, igen kan bruge stationen fuldt ud, siger Mikael Bredsdorff, projektleder for Ny Nørreport-projektet.

Da arbejdet var i gang, stoppede S-togene ikke på stationen fra søndag til torsdag efter klokken 20.

Dårligt nyt til fjern-rejsende

Der er derimod dårligt nyt til de rejsende, som skal på længere ture fra stationen. Ny Nørreport påbegynder nemlig arbejdet på fjernbanen. Fra den 9. december bliver der arbejdet hver aften og nat med en omfattende renovering.

Det betyder, at Kystbanen, regionaltog og Intercitytog ikke standser på Nørreport Station mellem kl. 20.00 og 04.50 alle ugens dage.

- Vi kører fortsat efter princippet om, at det altid er muligt at tage et tog fra Nørreport. Nu kører S-togene igen normalt, og nu er det så fjernbanens passagerer, der skal tage S-toget til Københavns H eller Østerport, siger Mikael Bredsdorff.

Renoveringen af fjerntogsperronen løber frem til foråret 2014. Hele ombygningen af Nørreport Station er færdig ved årsskiftet 2014-15.

Facebook
Twitter