'Nogle af de efterretninger, vi har, er, at test bliver taget med en let berøring af næsen'

Regeringen har fået flere henvendelser om mangelfulde test i Dubai og arbejder mod tvungen isolation efter rejse.

Transportminister Benny Engelbrecht håber, at Folketingets partier kan blive enige om at give regeringen lovhjemmel til at tvinge danskere i isolation efter rejse. (Foto: Emil Helms © Scanpix)

De danske myndigheder har en mistanke om, at Dubai coronatester på en meget overfladisk måde.

Sådan lyder det fra transportminister Benny Engelbrecht (S), efter at de danske myndigheder torsdag aften satte en stopper for alle passagerfly fra Dubai til Danmark og derefter forblev noget kryptiske om hvorfor.

Hvad den henvendelse drejede sig om, ville hverken transportminister Benny Engelbrecht eller direktør for Udenrigsministeriets Borgerservice, Erik Brøgger Rasmussen, sige noget om i går.

I går aftes tweetede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) dog, at 50 coronasmittede personer i januar er rejst ind i Danmark fra Dubai, og at 33 af dem kom efter kravet om negativ test før afrejse.

I dag er Benny Engelbrecht da også mindre hemmelighedsfuld på spørgsmålet, mens den ene borgerhenvendelse om test i Dubai er blevet til tre.

- Der er kommet tre konkrete borgerhenvendelser, som alle peger i retning af, at de test, der bliver udført, enten bliver udført sjusket eller bevidst forkert på en måde, så man simpelthen ikke foretager kontrollen korrekt, siger transportministeren.

Benny Engelbrecht beskriver de tip, de har modtaget fra borgere:

Hvor en lyntest normalt kræver, at vatpinden bliver stukket ualmindeligt langt op i næsen til områder, man ikke anede fandtes, skulle det være en ualmindeligt behagelig omgang i Dubai.

- Nogle af de efterretninger, vi har, er, at test bliver taget med en let berøring af næsen, og det kan ikke give tilstrækkeligt med sikkerhed for, at man er positiv. Og selv når borgere så gør opmærksom på det, bliver det afvist af de lokale sundhedspersoner, der foretager test.

Hans Excellence Faisal Lutfi, der er en assisterende viceminister ved De Forenede Arabiske Emiraters udenrigsministerium, understreger, at testsystemtet i Dubai er underlagt strenge kvalitetstjek.

- Hårde straffe bliver givet for ikke at overholde de internationale standarder, der sikrer en høj kvalitet af testning, siger han i en pressemeddelelse.

Influencere under ørkensol og sydafrikansk coronamutation

Dubai kom under det vinterkolde, danske søgelys tidligere i denne måned, da flere danske influencere, instagrammere og kendisser lagde fotos op fra deres ferie i emiratet.

Her vakte det forargelse, at folk hyggede sig i solen, mens Danmark er underlagt strikse coronarestriktioner. Samtidig blev hele verden farvet rød på Udenrigsministeriets verdenskort over rejsemål 8. januar.

En af de danskere, der lige nu er i Dubai, er Alva Madsen, der er kendt fra serien 'Fars pige'. I klippet herunder forklarer hun og søsteren, at de føler sig lige så trygge i Dubai som herhjemme med tanke på corona:

Samtidig er første tilfælde af den mere smitsomme sydafrikanske coronamutation herhjemme også sporet til en Dubai-tur.

De faktorer - og henvendelserne - betød, at beslutningen om at stoppe flyvninger var nødvendig, lyder det fra ministeren.

- Jeg blev stærkt bekymret, da jeg fik henvendelserne, og derfor var der ingen tvivl om at gribe ind med et flyveforbud, siger Benny Engelbrecht.

Og det er langt fra sikkert, at flyveforbuddet, der nu løber fra 22. til 26. januar, ikke bliver forlænget.

- Vi er nødt til at være sikre på, at test foregår på en ordentlig måde. Derfor kan jeg ikke garantere, at danskere vil kunne flyve hjem efter 26. januar. Folkesundheden kommer først.

Presser igen på for hastelovgivning

Som det er lige nu, har de danske myndigheder ikke modtaget henvendelser om lignende problemer med test fra andre rejsemål. Kommer de, skal de også håndteres.

Men fremfor at skulle være afhængig af andre landes testsystemer, så Benny Engelbrecht og regeringen hellere, at Folketinget kunne blive enige om at lade regeringen indføre ny lovgivning i en fart.

- Vi har jo ikke andre muligheder, end at man skal testes, inden man stiger ombord. Jeg ville gerne have lovhjemmel til at gå videre end det og stille det som et egentligt krav, at man skal testes og isoleres, når man ankommer til Danmark.

Det forsøgte regeringen allerede at få flertal for i denne uge - men uden held.

- Men jeg ved, at justitsministeren fortsætter drøftelser med partierne for at få et flertal for det og derefter få gennemført hastelovgivning. Jo før, jo bedre.

Ifølge Udenrigsministeriets oplysninger befinder der sig i øjeblikket mindst 85 danske rejsende og cirka 800 fastboende i Dubai.

Flyveforbuddet gælder kun fra Dubai til København på en rute, som selskabet Emirates flyver. Man kan stadig flyve til Dubai via andre lufthavne, selvom Udenrigsministeriet fraråder al rejse.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter