Nordea, Nordisk Film og IKEA: Flere fup-sms'er i omløb

Bagmænd misbruger tillid til brands, men der er ikke meget, virksomhederne kan gøre, fortæller it-sikkerhedsekspert.

Nordea er blot en ud af mange virksomheder, der har oplevet at blive involveret i en svindel sms. Hvis du modtager beskeden, skal du ikke klikke på linket, men slettet den. (Foto: Privat)

'Vi fejrer samarbejde med Nordisk Film! Derfor giver vi 1.000 billetter hver dag i oktober. Tjek for ledige billetter 1 gang om dagen'.

Sådan lyder det i en sms efterfulgt af et link, der er blevet sendt rundt til forskellige danskere med Nordea som afsender. Men det er en falsk sms, og kunderne skal holde sig fra at trykke på linket og i stedet slette beskeden.

Fup-sms'en er blot den seneste i rækken af sager, hvor såkaldt "phishing" er blevet brugt. Det vil sige forsøg på at lokke personlige oplysninger eller bankoplysninger ud af modtageren.

For et par dage siden var det Nordisk Film, der var omdrejningspunkt for en falsk sms i omløb om billetter og popcorn til syv kroner.

Ifølge Peter Kruse, der er it-sikkerhedsekspert fra firmaet CSIS, er det regulær svindel, hvor bagmændene misbruger tilliden til de forskellige brands.

- Man går efter brands, man ved, at modtagerne kender og måske er kunde hos. Problemet er, at det kan være svært for almindelige mennesker at gennemskue, hvornår noget er rigtigt og forkert, fordi det kan ligne, at det kommer fra en afsender, man kender. Bagmændene er blevet mere raffinerede, og man bruger meget sms’er nu i stedet for mails, siger han.

Simpel og billig metode

I forhold til sagen med Nordea har kunder fået fup-sms'en i samme tråd, som de modtager beskeder fra banken.

Og det er en relativt simpel metode, der er blevet populær at bruge. Man kan nemlig ikke beskytte et afsendernavn, så hvis en svindler skriver ”Nordea” som afsender, vil beskeden komme i samme tråd som bankens beskeder.

- Man kan leje sig ind på tjenester for ganske få penge og udgive sig for at være hvem som helst. Det er en computer tilknyttet en maskine, der kører på nettet, der er i stand til at sende beskeder fra et internetkoblet nummer. Det kan ingen desværre gøre noget ved, forklarer Peter Kruse.

Muligvis danskere involveret

Fænomenet har været stigende de seneste år. Rigspolitiet oplyser til DR Nyheder, at man ikke har nogen konkrete tal for antallet af angreb, men at det sker hele tiden og i et stort omfang.

Ifølge Rigspolitiet kan det være mange forskellige, der står bag fup-sms'erne - lige fra drengestreger til organiserede kriminelle. Ofte kan sagerne være vanskelige at efterforske, da det for det meste er kriminelle i udlandet, der står bag.

Men de seneste sager er anderledes, mener it-sikkerhedsekspert Peter Kruse. Ud fra hans viden om "phishing" er der tegn på, at danske personer er involveret i angrebet.

- I modsætning til mange andre kampagner er det fejlfri dansk i sms'erne, og der er sproglige detaljer såsom streg over et e. Jeg mener, at det er nogle dansksprogede personer, der er bagmænd, eller i hvert fald har været hyret til at tage sig af det sproglige, fortæller han.

Seneste eksempler på 'phishing'

  • IKEA: I slutningen af juli blev IKEA opmærksom på, at en række mennesker havde modtaget en falsk sms eller mail, hvor der står, at de har vundet et gavekort på flere tusinde kroner til IKEA.

  • Nordisk Film: 'Nordisk BioKlub fejrer fødselsdag! Få derfor 2 biografbilletter + popcorn og sodavand for 7 kr til en valgfri biograf'. Sådan lød tilbuddet, mange danskere har fået på sms i løbet af september. Men beskeden var falsk, og Nordisk Film advarede.

  • Nordea: 'Vi fejrer samarbejde med Nordisk Film! Derfor giver vi 1.000 billetter hver dag i oktober. Tjek for ledige billetter 1 gang om dagen'. Sådan lød det i en sms efterfulgt af et link, der er blevet sendt rundt til forskellige danskere med Nordea som afsender. Men det er en falsk sms, og kunderne skal holde sig fra at trykke på linket.

Facebook
Twitter