Nordens største fixerum åbner i København

1.000 kvadratmeter arkitekttegnet fixerum midt på Vesterbro bliver til virkelighed mandag.

En stofbruger gør klar til at fixe sit stof i det nye fixerum, der egentlig først åbner mandag. Rygtet er dog løbet i forvejen. (Foto: Bardur Thomsen © DR Nyheder)

Stofbrugere i København får mandag en ny mulighed for at indtage deres ulovlige stoffer i trygge rammer og under opsyn af fagfolk.

Det sker, når H17 slå dørene op til det 1.000 kvadratmeter-store og permanente fixerum på Halmtorvet på Vesterbro.

H17 er tegnet og indrettet af arkitekter for at imødekomme stofbrugernes ønsker.

- Vores rum er lavet for, at de mennesker, man ellers møder i gaderne og opgangene på Vesterbro har et sted at tage deres stof, siger Louise Runge Mortensen, der er leder for det nye fixerum.

Kritik fra Dansk Folkeparti

Københavns Kommune regner med, at det vil koste lidt over 30 millioner kroner om året at drive fixerummet. Penge, som Dansk Folkeparti mener, burde bruges helt anderledes.

- Det her er nogle kriminelle stoffer, som bagmænd tjener på, og som man tilegner sig kriminelt – og så lader man brugerne gå ind og fixe i sådan et rum. Det mener vi, er forkert, siger partiets sundhedsordfører, Liselott Blixt.

Men den kritik afviser Jesper Christensen, der er socialborgmester i København.

- Jeg synes ikke, vi har andre muligheder. Hvis vi skal give de her mennesker et liv, hvor der både er værdighed og en mulighed for at komme videre, så er det her det bedste bud, vi kan komme op med lige nu, siger Jesper Christensen.

Fixerum

  • Stofindtagelsesrum, også kaldt fixerum, er målrettet narkomaner, der kan fixe i fred og ro og under ordentlige forhold.

  • Til fixerummene er der tilknyttet personale, der kan hjælpe misbrugerne, hvis de tager en overdosis eller går i krampe.

  • Desuden hjælper personalet også med kontakt til kommunen og misbrugerens behandling.

  • Der findes stofindtagelsesrum i Odense, Århus og København, som altså nu får ét mere.

Facebook
Twitter