Nordhavn, Mårslet og Aarhus: Her er de områder, som nye indbyggere strømmer til

I Nordhavn i København inddæmmer man dele af havnen og bygger boliger til nye tilflyttere.

Mens indbyggertallet er faldet mange steder på landet, har en række områder nær landets største byer oplevet et regulært befolkningsboom.

Her får du en oversigt over de postnumre, hvor der ifølge Danmarks Statistik er kommet mindst en fjerdedel flere indbyggere fra 2007 til 2016.

En uge - en ny daginstitution

Der er drøn på byggeriet i København, og når bestemte områder som for eksempel København Vest og Sydvest vækster, er der en simpel forklaring:

- Det var der, der var plads til folk, siger Morten Kabell, teknik og miljøborgmester i Københavns Kommune (EL).

Han fortæller, at man i København Sydvest nu omdanner havnearealer til boligområder.

Og de mange nye beboere er en gevinst for københavnerne, for så bliver de flere om at dele udgifterne til storbyen, siger teknikborgmesteren.

Men indbyggerfremgangen er ikke kun guld og grønne skove.

Flere indbyggere betyder også udgifter. Cirka en gang om ugen forventer Københavns Kommune at skulle bygge en daginstitution, og der skal oprettes et nyt skolespor hvert halve år, viser anlægsplanen for 2017-2027. Derudover rimer mange mennesker på mere trafik og trængsel.

Nordhavn gør København en procent større

For ti år siden boede der bare 31 personer i området, der har postnummeret 2150 Nordhavn i København. Nu er der både supermarkeder, specialbutikker, cafeer og en stor biograf på vej.

1. januar 2017 boede der cirka 1.850 beboere i nybyggerkvarterne ved Århusgade og Marmormolen. Og de næste mange år vil tusinder af nye beboere flytte til området.

Nordhavn inddæmmer dele af havnen, og det betyder, at Københavns Kommune vokser godt en procent i areal, når alt er dæmmet ind. (Foto: Ole Malling)

Nordhavn inddæmmer nemlig dele af havnen og vokser fysisk, så den nordlige del bliver på i alt 100 hektar. Det betyder, at Københavns Kommune vokser godt en procent i areal, når alt er dæmmet ind.

Flere borgere giver bedre service

Vallensbæk er klar til at flytte veje for at gøre plads til flere indbyggere. Siden 2007 har Vallensbæk Strand fået en tredjedel flere beboere. 2.509 personer slog sig ned i postnummeret i perioden 2007 til 2016.

Boomet i borgere skyldes blandt andet, at byrådet har lagt en strategi for, hvordan man tiltrækker indbyggere. Det sker ikke kun ved at bygge, men blandt andet også ved at sørge for gode forhold til børnefamilier og boliger til de ældre, som ønsker at flytte fra villaen, siger borgmester i Vallensbæk Komme, Henrik Rasmussen (K).

- Vi ved, at flere borgere er lig med udvikling. Alternativet er afvikling, siger han.

De mange nye borgere betyder, at kommunen har fået bedre råd til ældrefaciliteter, ny teknologi i skolerne, og at kommunen har bygget en ny svømmehal, daginstitutioner og udvider skoler.

Byen skal vænne sig til vokseværk

Mårslet ligger nær Aarhus og er omgivet af skov og marker. Den placering har lokket mange beboere til, så byen har fået en tredjedel flere indbyggere siden 2007. Over 1.400 personer er flyttet til postnummeret.

Det giver problemer i myldretiden, for mange bilister skal gennem centrum for at komme ud ad byen, fortæller Margrethe Bogner, der er tidligere formand for Mårslet Fællesråd, og som har siddet i Aarhus Kommunes byråd for Socialdemokratiet.

Nogle beboere i Mårslet er bekymret for, om skolen kan følge med til de mange nye elever, men der er stadig plads, siger kommuneplanchef i Aarhus Kommune, Niels-Peter Mohr.

Han fortæller, at butikkerne i Mårslet har fået bedre muligheder, og at byrådet har vedtaget, at Bering-Bedervejen anlægges, så trafikken kommer til at glide bedre.

Tilflyttere giver travlhed på grønsværen

I Skødstrup vil letbanen snart gå direkte til Aarhus, og der er heller ikke langt til skov og strand. Begge ting gør det let at sælge byggegrunde. Siden 2007 har over 2.000 indbyggere slået sig ned i byen, og Skødstrup er vokset med næsten en tredjedel.

På få år har den lokale fodboldklub fået dobbelt så mange aktive spillere, så det er svært at få en træningstid på fodboldanlægget, fortæller TV2 Østjylland. Flere børn betyder også pres på skole og daginstitutioner.

- Kommunen er ikke på forkant med infrastruktur. Det er skattekroner, som man skal passe på, så man bygger sjældent på forhånd, fortæller kommuneplanchef i Aarhus Kommune, Niels-Peter Mohr.

Der er nu sat gang i en udvidelse af skolen, og Skødstrup har også fået udbygget hallen og fået flere fodboldbaner, så der er plads til de nye indbyggere.

Her har børnefamilier råd til at bo

Børnefamilier er rykket mod Kvistgaard, som ligger tæt på Helsingør og Lousiana i Humlebæk. Landsbyen har fået en fjerdedel flere indbyggere fra 2007-2016.

I alt er der flyttet 365 beboere til postnummeret. De har typisk slået sig ned i rækkehuse og en slags Ikea-boliger, hvor moduler er bygget sammen.

- Der har været boliger i en størrelse og pris, som var rimelig fornuftig, mener Søren Aarup, leder af centeret by, land og vand i Helsingør Kommune.

Det er billigere at flytte til Kvistgaard end til naboområderne ved vandet; Humlebæk og Espergærde, oplyser Søren Aarup. Nybyggeriet betyder, at beboerne presser på for at få en dagligvarebutik i området.

Over 23.000 nye borgere

Fields, Bjerget, DR Byen og stribevis af andre store bygninger. Det er umuligt at komme udenom postnummer 2300 København Syd, som også rummer Ørestaden, når man taler befolkningsboom. Over 23.000 beboere er kommet til siden 2007.

Ejendomsmægleren Jacob Nilausen viser rundt i boliger i Ørestaden. (Foto: Jeppe BjøRn Vejlø © Scanpix)

Når så mange mennesker flytter til, er det en udfordring at få den kommunale service til at følge med, fortæller Morten Kabell, teknik og miljøborgmester i Københavns Kommune (EL).

- Det er svært at vide, hvornår folk flytter ind. Man begynder ikke at bygge skole til 400 millioner kroner, før folk er flyttet ind. Når der er massiv vækst, kommer man ofte med bagkant med udviklingen, siger han.

Selvom det tager tid, før alt falder helt på plads i nybyggerområder, er det nødvendigt, at byggeriet i København vokser, mener teknikborgmesteren. Hvis der var færre boliger, ville boligpriserne nemlig blive presset endnu højere op. Nybyggeri og almennyttige boliger gør, at det ikke kun er de rigeste, som har råd til at bo i København, siger han.

Som graferne viser, er det langt fra kun København Syd, der har haft betydelig vækst i hovedstaden, også postnumrene 1400, 1200 og 1100, som alle ligger helt i centrum af København, har fået mindst en fjerdedel flere indbyggere.

Det 120 meter aarhusianske tårn

Selvom postnummer 8000 Aarhus C som helhed ikke er vokset med en fjerdedel indbyggere, er det værd at zoome ind på et område, som ligger i postnummeret, nemlig Aarhus Ø.

Aarhus Ø er på nogle måder jydernes svar på Ørestaden. En række høje huse såsom Isbjerget og Z-huset er skudt frem, og i 2020 vil bygningen Lighthouse have Danmarks højeste tårn på 128 meter.

For år tilbage lignede området en gold brakmark uden indbyggere. I dag er der 3.000 indbyggere, og målet er 10.000 beboere, når bydelen står færdig.

Der bliver ikke kun opført bygninger til beboelse på Aarhus Ø. Her ses den såkaldte Navitas-bygning, som blandt andet huser ingeniørstuderende. (Foto: Axel Schütt © Scanpix)

For at se, hvor befolkningen boomer, har DR fået oplysninger fra Danmarks Statistik om indbyggere fordelt på postnumre. På den måde kan man se væksten mange steder, men nogle områder kan gemme sig. Det gælder for eksempel Aarhus Ø, fordi postnummeret er det samme som Aarhus C.

Var dit postnummer ikke på listen? Tjek her, hvordan indbyggertallet har udviklet sig lige præcis der, hvor du bor.

Facebook
Twitter