Nordjysk mor har lavet 'Trustpilot' for børnehaver og vuggestuer. Men institutioner skal ikke være 'supermarkeder, man shopper imellem', lyder kritikken

Hverken Forældrenes Landorganisation eller pædagogernes fagforbund tager godt imod den nye hjemmeside.

Mette Topholm er uddannet sygeplejerske og startede hjemmesiden med bedømmelser af vuggestuer og børnehaver, efter hun skulle finde en institution til sin søn. (Foto: Christine Nørgaard © DR Nórdjylland)

For anmeldelser af hoteller findes der hotels.com. Restauranter får stjerner på rejsehjemmesiden TripAdvisor. Og webshops får ord med på vejen fra både glade og utilfredse kunder på trustpilot.dk.

Og på en ny hjemmeside kan vuggestuer og børnehaver i hele landet nu også blive anmeldt og vurderet.

Hvordan er de udendørs faciliteter? Hvordan ser det ud med normeringen? Og hvordan klarer de ansatte deres opgaver? Det er blandt andet sådanne spørgsmål, som forældre kan svare på, inden vurderingen sendes afsted på hjemmesiden voressmaa.dk.

På hjemmesiden kan alle give en anmeldelse og knytte en kommentar til besvarelserne, som bedømmes med én til fem stjerner.

Bag hjemmesiden står Mette Topholm fra Nordjylland, der selv er mor til to.

- Jeg synes, det var skrækkeligt at skulle sende sit barn afsted for første gang, når man er førstegangsmor. At kunne hjælpe andre forældre til at tage et nemmere og lidt mere trygt valg er min store passion.

Som tilflytter til en ny kommune skulle hun for få år siden selv vælge institution til sit barn. Her oplevede hun, hvor svært det var at finde information om daginstitutioner.

- Jeg lå i min sofa med fortvivlelse og græd faktisk i tre-fire dage, fordi jeg simpelthen ikke vidste, hvad jeg skulle gøre.

På voressmaa.dk skal forældre bedømme vuggestuer og børnehaver ud fra disse ti spørgsål og give mellem 1-5 stjerner. (Foto: Screengrab fra voressmaa.dk © DR Nyheder)

Samtidig oplevede hun – særligt på Facebook – at rigtig mange forældre stod i samme situation og skrev opslag, hvor de efterlyste erfaringer fra andre mødre og fædre.

- Kommunens hjemmeside var indviklet, og jeg kunne ikke rigtig læse mig frem til, hvad der var godt og skidt. Derfor følte jeg, at det var forældres fulde ret at have sådan en hjemmeside her.

På hjemmesiden er der i alt ti spørgsmål, som skal besvares. Sammen med bedømmelserne og eventuelle kommentarer, kan det være med til at gøre andre forældre klogere, fortæller Mette Topholm.

- Hvis man for eksempel er en vegansk familie, kan det være rart at vide, at den slags mad rent faktisk bliver serveret i institutionen.

Forældrenes Landsorganisation sammenligner med Trustpilot

Hverken hos Forældrenes Landorganisation eller pædagogernes fagforbund får den nye hjemmeside en varm modtagelse.

- Jeg kan godt forstå, man laver det, fordi man er frustreret. Men jeg synes ikke, det er løsningen, for jeg synes ikke, det er anderledes end Trustpilot, siger Signe Nielsen, formand for Forældrenes Landorganisation (FOLA).

Også selvom mange forældre har et stort ønske om at blive klogere på, hvilken daginstitution de skal sende deres børn i.

- Der er helt klart et behov for forældre i at kunne læse om de dagtilbud, de skal vælge. Vi kan endda nogle gange have forældre, der ringer og spørger os, om vi kender et dagtilbud, vi kan anbefale, fortæller Signe Nielsen.

Hjemmesiden er ikke den første, FOLA har set, men online anmeldelser fra forældre er ikke den rette vej for at løse problematikken, lyder det.

- Faldgruberne er helt sikkert, at man ikke kan vide, hvem der sidder og skriver derinde. Det, der kan være god kvalitet for den ene familie, er ikke nødvendigvis god kvalitet for den anden familie – og så går det skævt.

- Det bliver subjektivt, for det bliver ud fra min egen oplevelse og ikke ud fra en faglig vurdering af den pågældende vuggestue eller børnehave.

(Foto: Christine Nørgaard © DR Nórdjylland)

I stedet mener FOLA, at kommunerne bør give forældre bedre information.

- Det er dem, der har den rette viden, det er dem, der kan offentliggøre den, og det er dem, der kan lave uvildige tilsyn og en faglig vurdering af deres egne dagtilbud.

Men at det netop ikke er kommunernes ord, men forældrenes, mener Mette Topholm, der står bag hjemmesiden, er styrken ved hendes tiltag.

- Da jeg skulle vælge institution, ville jeg rigtig gerne vide, at folk rent faktisk var glade for det her sted, så det ikke bare kom til udtryk på institutionens hjemmeside, men at der rent faktisk kom ud af munden på andre forældre.

Institutioner skal ikke gøres til 'en slags supermarkeder'

Formand for pædagogernes forbund, BUPL, Elisa Rimpler, synes heller ikke om ideen bag hjemmesiden.

- Det er vigtigt, at vi ikke gør vores institutioner til en slags supermarkeder, som man shopper imellem, som man gør med pizzeriaer, en restaurant eller et par nye gummisko.

Elisa Rimpler mener, at anmeldelser på nettet er meget lidt brugbare, når det gælder daginstitutioner. Og selv om mange forældre allerede i dag deler gode og dårlige erfaringer fra institutionerne via Facebook, så bør det aldrig stå alene.

- Det bliver jo en meget subjektiv vurdering, og vi er jo både som forældre og børn meget forskellige og har forskellige behov, siger hun.

Derfor mener hun, det er vigtigt, at forældre i stedet besøger institutionerne og danner sig sit eget indtryk.

Desuden kan der af og til opstå konflikter mellem forældre og pædagoger i en institution, hvis der for eksempel er bekymring for et barns trivsel, forklarer BUPL-formanden.

- Og hvis en forælder har givet én stjerne til en institution på hjemmesiden, ved man jo ikke, hvad der ligger bag. Derfor skal man bruge sin sunde fornuft og møde hinanden, siger Elisa Rimpler.

- Vi er meget villige til at være åbne over for, at forældrene kommer, og vi giver svar på alle de spørgsmål, de måtte have, så de føler sig trygge ved os.

Formand for BUPL, Elisa Rimpler, mener, at forældrene skal kunne få hjælp og rådgivning ude hos institutionerne selv. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

Mette Topholm er godt klar over, at der kan rejse sig en række dilemmaer i forbindelse med den nye side. Men hun mener, alternativet er værre.

På forskellige hjemmesider har hun oplevet, at kommentarsporene "går helt amok", når forældre spørger efter anbefalinger til institututioner. På hendes side er det ikke muligt for brugere at kommentere på anmeldelserne.

- Folk kan finde på at svine de forskellige steder til, og det, synes jeg, er rigtig ærgerligt. For jeg er helt sikker på, at institutionerne har en masse fedt at byde på, og så bliver det ødelagt af de her kommentarspor.