Nordjysk sygehus sparer maden væk for mange patienter

Ambulante patienter, der ikke er indlagt, bliver fra i dag ikke tilbudt forplejning på Aalborg Universitetshospital, når de bliver behandlet.

Heidi Andersen ærgrer sig over, at hun ikke frem over bliver tilbudt mad, når hun er i dialyse. (Foto: © Simone Springborg Nielsen)

I går var der en sandwich og en proteinbar på menuen. Når hun møder ind på sygehuset igen i morgen, er der ingenting.

Heidi Andersen modtager dialysebehandling fire gange om ugen i tre eller fire timer ad gangen. Det har hun gjort i snart 22 år, fordi hun blev født med for små nyrer.

- Sådan en dialysebehandling kan være hård for kroppen, så jeg skal også have noget at stå imod med. Man kan blive skidt tilpas, hvis man ikke får noget, siger hun.

Tidligere i år blev tæpper og dyner sparet væk for patienter som Heidi Andersen. Og nu er det altså maden, der står for skud.

- Nu har de taget det hele væk, og det synes jeg ikke er i orden, fortæller hun og understreger, at hun ikke selv har mulighed for at smøre en madpakke at tage med.

Hun har nemlig nedsat syn og er født med for korte arme, som gør, at hun har brug for hjælp til daglige gøremål.

Beslutningen berører en lang række ambulante patienter, der ikke er indlagt, på Aalborg Universitetshospital. Derudover gælder det dialysepatienter i Hjørring og Thisted.

Men det er noget, som får konsekvenser for patienterne - særligt dem, som modtager dialysebehandling - mener Nyreforeningen.

- Vi har ramt smertegrænsen. Jeg tænker, sygehusvæsnet er knækket, når man går efter så grundlæggende behov, fortæller landsformand Malene Deele.

En nødvendig prioritering

Selvom det er hospitalet, der har truffet beslutningen, er det politikerne, der står for det overordnede ansvar for sygehusvæsenet.

Og her er de altså så pressede, at man ikke kan fortsætte med eksempelvis at servere en sandwich.

Ifølge Malou Skeel (V), der er formand for sundhedsudvalget i Region Nordjylland, handler det om at sikre, at der er ressourcer til kerneopgaven, altså behandling af patienterne.

- Det er et udtryk for en situation, hvor vi i sundhedsvæsnet virkelig skal se på, hvordan vi bruger vores ressourcer, forklarer hun.

- Jeg kan godt stå på mål for et sundhedsvæsen, hvor vi sparer en sandwich væk til ambulante patienter.

Modsat Nyreforeningens formand, Malene Deele, mener regionens udvalgsformand ikke, det er sundhedsfagligt problematisk at fjerne forplejningen.

Patienter kan selv tage en madpakke med, og Malou Skeel understreger, at der stadig vil være mulighed for et glas saftevand og måske også et knækbrød, hvis der er behov for det.

  • Dette brev har Aalborg Universitetshospital sendt ud nu i forbindelse med ophør af forplejning.
  • Dette brev sendte Aalborg Universitetshospital ud tidligere i år i forbindelse med, det ikke længere var muligt at låne et tæppe.
1 / 2

Patienter og hospitaler skal forventningsafstemme

Ifølge udvalgsformanden kan vi også fremover komme til at se lignende eksempler i Region Nordjylland.

- Jeg tror, vi kommer til at se andre tilfælde, hvor ressourcer bliver flyttet fra en ting til noget andet, så vi som sundhedsvæsen kan udføre vores kerneopgave, der er at behandle og operere patienter, forklarer Malou Skeel.

Og ifølge Søren Paaske Johnsen, der er professor og overlæge ved Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital, betyder det, at patienterne måske skal forvente mindre fra deres besøg på sygehusene.

- Forplejning til ambulante patienter er ikke nødvendigvis at betragte som en sundhedsfaglig kerneydelse. Men det er omvendt en generel forventning fra borgere og patienter, at der bliver draget generel omsorg, mens man er i behandling, siger han.

Omvendt er han i tvivl om, hvorvidt for eksempel tæpper og forplejning er noget, regionerne bør spare på.

- Regionernes mere strukturelle økonomiske problemer er af en art, hvor det her er små dråber i en kæmpestor swimmingpool. Det her kommer ingenlunde til at løse de problemer, som de står med, forklarer han og understreger, at det kan opfattes som et tillidsbrud, når der spares på så basale ting.

- Derfor skal man selvfølgelig gøre op, om det giver mening, at borgere og patienter skal have så væsentlige serviceforringelser i forhold til en så relativt begrænset økonomisk gevinst.

Det er også tanker, som fylder for Heidi Andersen. Fordi man allerede har valgt at fjerne grundlæggende ting som mad fra afdelingen, hun går på, frygter hun for fremtiden.

- Det kan være, de bliver nødt til at spare en behandling væk, så jeg kun kan få tre om ugen, siger hun og uddyber:

- Det bekymrer mig. Jeg kan godt gå og være lidt bange for, hvad det næste bliver. Hvis de bliver ved med at spare, går det måske ud over min livskvalitet.

Ifølge Aalborg Universitetshospital vil besparelsen ikke gå ud over patientbehandlingen, og patienter med en særlig ernæringsrisiko kan stadig blive tilbudt forplejning.