Notat fra Herning afslører udsultet ældrepleje: På 17 punkter er plejen forringet

Ældre får kun ét bad om ugen og må ligge i sengen til klokken 11.

Nyt notat viser, hvordan ældreplejen på plejecentre i Herning er blevet dårligere. (arkivfoto). (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Ældreplejen i Herning Kommune er så presset på økonomien, at de ældre nu kun får ét bad om ugen, få eller nul aktiviteter på en dag og at nogle først kommer ud af sengen klokken 11.

Det viser er notat fra kommunens plejecentre, som Social- og Sundhedsudvalget har bestilt. Notatet kortlægger 17 forringelser af plejen for de ældre og af arbejdsvilkårene, som er en konsekvens af de besparelser, der har været på ældre området.

Ifølge Kurt Houlberg, professor i offentlig velfærdspolitik ved VIVE, er Herning langt fra den eneste kommune, der må skære i den nære velfærd. Og der er ikke udsigt til, det ændrer sig, siger han:

- Som det ser ud nu, er der ikke meget, der tyder på, det bliver bedre for den enkelte. Det kan godt være, der bliver brug flere penge på ældreområdet, men fordi der er flere, der har brug for hjælp, vil der blive mindre til hver enkelt, lyder det.

Ældre betaler prisen for pressede budgetter

På rådhuset i Herning forstår udvalgsformand Joan Hansen (V) frustrationen og har bestilt et nyt notat, der præcis skal vise bemandingen på plejehjemmet.

- Vi har jo ingen penge i Social- og Sundhedsudvalget. Vi har den ramme, vi skal holde os indenfor, men hele byrådet skal vide, hvad er det for en vagtplan, vi kan få for pengene, siger hun.

I Ældre Sagen møder forholdene hård kritik. Vicedirektør Michael Teit Nielsen kalder det grotesk og vanvittigt, hvis det er den service, som ældre fremover skal forvente i kommunerne.

- Der er jo i lovgivningen skrevet, at der skal være 'værdighed' i ældreplejen. Jeg ved ikke, hvordan nogen politikere i Herning Kommune kan se sig selv i spejlet og sige, at det er helt i orden, at plejehjemsbeboere kommer til at ligge til klokken 11 om formiddagen, før de bliver taget op, eller at det er helt i orden, at der er én ansat til 16 beboere, siger han.

- Vi bliver nødt til at sende et nødråb til regeringen - til ældreministeren, statsministeren og beskæftigelsesministeren, og sige, at der skal ske noget nu, mener vicedirektør Michael Teit Nielsen.

Borgmester: Skru ned for forventningerne

Venstre-borgmester i Herning, Dorte West, mener, at de stramme budgetter gør, at folk må sætte forventningerne til det offentlige ned.

- Det, vi er udfordret af, det er også, at der er nogle forventninger fra vores borgere. Blandt andet fordi, at man ude i samfundet bliver rigere. Og når man bliver rigere, så stiller man nogle større krav til den offentlige sektor. Som det er lige nu, så er kravene større end det offentlige kan levere, siger borgmesteren.

En stram økonomiaftale mellem Kommunernes Landsforening og regeringen gør, at der bare ikke er penge til at sikre den kvalitet i ældreplejen, som Dorte West drømmer om.

- Der er behov for, at politikerne på Christiansborg er med til at italesætte det forventningsbillede, der er. For blandt andet med økonomiaftalen taler man om, at det er et løft til kommunerne, og det er det ikke. Det er et bidrag til de udfordringer, vi står med. Men det er ikke en økonomiaftale, der løser de udfordringer, vi står med, siger Dorte West.

Minister vil ikke love flere penge, men kræver redegørelse

Ældreminister Mette Kierkgaard fra Moderaterne siger om notatet fra Herning, at hun finder det "helt uacceptabelt, når vores ældre ikke får den pleje, som de har behov for".

- Det er både ulykkeligt og uacceptabelt, siger hun i et interview med P1 Morgen.

Hun siger, at hun har anmodet Herning Kommune om en redegørelse for forholdene, og at hun vil aktivere det generelle tilsyn af ældreplejen, som Styrelsen for Patientsikkerhed står for, siger hun til P1.

Adspurgt om, hvordan endnu en redegørelse og endnu et tilsyn skal hjælpe de ældre, er ikke kan få hjælp til at komme ud af sengen, lyder svaret fra ministeren:

- Nu er det sådan, at vi i Danmark har kommualt selvstyre. Det betyder, at det grundlæggende er kommunerne, der har ansvaret for ældrepelejen inden for den økonomiske ramme, vi hvert år aftaler regeringen og kommune imellem.

Lørdag 3. jun. 2023

Du sidder jo sammen med resten af regeringen ovenpå en pengekasse. Bliver der åbnet for den?

- Kommunerne har friheden til at kunne løfte opgaven inden for den aftale, vi har lavet omkring økonomen, men der følger naturligvis også et ansvar med. Og der hjælper vi hinanden med de her tilsyn, som er noget, der generelt bliver udført af Styrelsen for Patientsikkerhed, siger Mette Kierkgaard (M).