Nu åbner Legoland og Tivoli: Medarbejdere med visir og digital kø til rutsjebanen

Forlystelsesparkerne åbner i dag, men det bliver på en anden måde, end du er vant til.

Tivolis medarbejdere demonstrerer i den gamle rutsjebane, hvordan de skal bære værnemidler, og hvordan bamser skal holde gæsterne på afstand, når Tivoli åbner igen. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Scanpix)

Det vil blive en åbning med det velkendte fyrværkeri, når det 176-årige Tivoli i København i dag åbner for gæster. Og i Billund vil det igen være muligt at grave efter guld, når Legoland i dag slår dørene op.

Forlystelsesparker har siden den 27. maj, altså i godt to uger, haft mulighed for at åbne ifølge myndighedernes retningslinjer. Men Legoland og Tivoli har haft brug for tid til at forberede sig.

I Tivoli har de ansatte blandt andet brugt ugerne på at blive klogere på, hvor mange personer der kan køre med de forskellige forlystelser, og i hvilke forlystelser der er størst risiko for dråbesmitte.

Nu er haven så klar med nye tiltag, fortæller administrerende direktør i Tivoli, Lars Liebst.

- Vi har lavet en app, der vil blive holdt afstand, og vi har købt bunkevis af sprit.

I Legoland vil de starte med at lukke 10 procent færre gæster ind end den normale kapacitet for at sikre god afstand mellem de besøgende.

For at undgå, at gæster står tæt på hinanden i køer, kan man i Tivolis app stille sig i kø digitalt ved at booke tur i forlystelserne.

- Du kan gå ind på vores app og booke en tid, og så når det er din tur, kan du sætte dig ind efter anvisning af vores medarbejdere, fortæller Lars Liebst.

Krav fra myndighederne

Både i Tivoli og Legoland må man som gæst være ekstra tålmodig, for der vil komme ekstra ventetid ved forlystelserne.

I Den Gamle Rutsjebane i Tivoli vil der kun køre to hold af besøgende ad gangen. Man kan derfor stadig køre med sin familie, venner eller partner, men der vil sikres en vogns mellemrum mellem de forskellige hold.

Og i Legoland gør de flere ting for at efterleve myndighedernes anbefalinger. Ud over afstand og håndsprit har Legoland blandt andet også skruet op for rengøringen, og medarbejderne vil bære visir, når de kommer tæt på gæsterne for blandt andet at tjekke, at bøjlerne sidder, som de skal i en forlystelse, skriver Legoland i en pressemeddelelse.

Derudover skal man booke billet hjemmefra. Også de gæster, der har sæsonpas, skal registrere deres besøg, inden de ankommer til forlystelsesparken.

Men myndighedernes krav betyder også, at man må vente med at køre med i de vilde forlystelser. I Legoland vil alle forlystelser åbne, men i Tivoli vil blandt andet rutsjebanen Tik Tak stå stille trods åbningen.

Musikken må vente

Selvom Tivoli på mange måder vil ligne det, vi kender, ligger nogle arrangementer stadig ude i fremtiden.

Der er ikke fredagsrock, og man går forgæves, hvis man kommer for at se en teaterforestilling eller høre klassisk musik i koncertsalen.

Normalt fylder turister en tredjedel af alle de besøgende i Tivoli, men Lars Liebst regner med en del færre, fordi der ikke kommer krydstogtsturister, og turister fra vores nabolande ikke må bo i København.

- Så det bliver en sæson med forhindringer, siger Lars Liebst.

Forlystelsesparkerne Tivoli Friheden og Bakken åbnede 29. maj, mens Djurs Sommerland venter med at åbne til den 11. juni.

Facebook
Twitter