Nu afhøres skibsinspektør om Scandinavian Star: Mine noter har jeg smidt ud

Selv om det er 26 år siden, at branden på Scandinavian Star fandt sted, huske Flemming Thue Jensen stadig mange detaljer, fremgår det af afhøringen i retten.

Flemming Thue Jensen ankommer til Københavns Byret som i dag holder en såkaldt indenretlig afhøring i retssal 60 med den tidligere skibsinspektør Flemming Thue Jensen. Norsk politi ønsker at få stillet ham spørgsmål om katastrofen på færgen Scandinavian Star. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

Det var forventet, at afhøringen af skibsinspektør Flemming Thue Jensen om branden på Scandinavian Star ville foregå bag lukkede døre, men dommeren i Københavns Byret har besluttet, at offentligheden gerne må høre detaljerne i skibsinspektørens forklaring.

Flemming Thue Jensen var blandt de allerførste på Scandinavian Star efter branden, og i retten kommer han med flere detaljer, selv om det skete for 26 år siden.

- Når det kommer ind på Scandinavian Star, har jeg et ret så klart billede, og særligt nogle ting husker jeg meget klart, fortalte Flemming Thue Jensen ifølge TV 2 i retten.

Oprindeligt blev en dansk lastbilchauffør anklaget for at stå bag branden. Men en da norsk politi meldte ud i 2014, at de ikke kunne bevise, at det var lastvognschaufføren, der stod bag, gik Flemming Thue Jensen i gang med at kortlægge, hvem der så stod bag branden.

Flemming Thue Jensen fortæller, at han efter tre år smed en bunke notesbøger ud med hans detaljer om det, han oplevede på skibet.

- Vi havde en forventning om, at vi ville blive indkaldt af norsk politi, hvor vores oplysninger ville have været guld værd. Men da der var gået tre år, kunne jeg ikke holde ud at se på noget, hvor der stod Scandinavian Star, siger Flemming Thue Jensen.

Facebook
Twitter