Nu anbefales AstraZeneca til ældre over 65 år: Vil speede vaccineudrulningen op

Skotsk studie har overbevist Sundhedsstyrelsen.

AstraZenecas vaccine har været omdiskuteret, men nu frigives den også herhjemme til borgere over 65 år. (Foto: HANNIBAL HANSCHKE © Scanpix)

Vaccinen fra AstraZeneca har indtil nu levet et tumultarisk liv.

Herhjemme har frontpersonale på hospitaler, plejehjem og i lægepraksisser udtrykt bekymringer over, at den tilsyneladende ikke er lige så effektiv som vaccinerne fra Pfizer/BioNTech og Moderna.

Sundhedsstyrelsen har da heller ikke været helt overbevist om, hvor godt den ville virke på særligt ældre og sårbare. Derfor har anbefalingen været kun at give den til personer under 65 år.

Men nu må dem over 65 år også godt få stikket med vaccinen fra svensk-britiske AstraZeneca. Sundhedsstyrelsen har nemlig fredag ændret sine retningslinjer.

Personer i særligt øget risiko for at alvorligt forløb med coronavirus anbefales dog ikke at få vaccinen fra AstraZeneca. De anbefales i stedet enten Pfizer/BioNTech eller Moderna, oplyser Sundhedsstyrelsen ifølge Ritzau.

Den primære årsag til ændringen i retningslinjerne er et stort studie af udrulningen af vacciner i Skotland.

Ifølge Sundhedsstyrelsen viser studiet, at der er en markant mindre risiko for et alvorligt forløb med covid-19 blandt de vaccinerede sammenlignet med ikke-vaccinerede.

I Skotland er de ældre fortrinsvis blevet vaccineret med vaccinen fra AstraZeneca. Og resultaterne er glædelige, fortæller enhedschef i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg i en pressemeddelelse.

- De viser et stort fald i risiko for indlæggelseskrævende covid-19 - også blandt ældre. Det kunne vi også se en tendens til ud fra de begrænsede data, vi havde fra godkendelsesstudierne af vaccinen.

- Og det bliver nu bekræftet i stor skala og selv under vilkår, der ikke er underlagt samme kontrol, som i godkendelsesstudierne, udtaler Bolette Søborg.

Hurtigere udrulning

Ud over at ændre anbefalingen i forhold til alder har Sundhedsstyrelsen også rykket grænsen for, hvornår man skal have sit stik nummer to med AstraZenecas vaccine.

Nu kan der gå op til 12 uger - før lød anbefalingen på fire uger.

- Det vil frigøre vacciner fra de begrænsede sendinger, vi får, så flere kan modtage første stik hurtigere. Dermed når vi hurtigere en immunitet i befolkningen, og vores forventning er også, at det vil føre til bedre epidemikontrol, udtaler Bolette Søborg i pressemeddelsen.

Ifølge Allan Randrup Thomsen, der er professor og virolog ved Københavns Universitet, har der slet ikke været nogen grund til at skælde ud på vaccinen fra AstraZeneca. Faktisk foretrækker han i dag at et stik med den frem for eksempelvis Pfizer/BioNtechs.

- Jeg har fuld tillid til AstraZenecas og foretrækker faktisk den frem for Pfizer/BioNtechs vaccine. Vi har længere tids erfaring med princippet i AstraZenecas vaccine, og jeg har selv arbejdet med den type vaccine i mit laboratorium og ved, at den giver rigtig god og langvarig immunitet, siger han.

Allan Randrup Thomsen vurderer også, at Sundhedsstyrelsens nye anbefaling vil betyde, at vaccinerne hurtigere kan komme ud i borgernes skuldre.

- Jeg mener ikke, at der er nogen ulemper ved at bruge vaccinen på de sårbare. Det kommer til at betyde, at flere i gruppen bliver vaccineret, så processen bliver speedet op. Jo hurtigere vi vaccinerer de sårbare, jo hurtigere ville vi kunne åbne samfundet op. Når de mest sårbare er vaccineret, har vi jo næsten forhindret alle dødsfald og mange indlæggelser, siger professoren.

Flere lande har gjort det samme

Allerede om få uger vil der ifølge vaccinekalenderen ankomme mange doser af vaccinen fra AstraZeneca til Danmark. Helt op mod 230.000 i slutningen af marts.

Danmark er det seneste land i række, der har besluttet at ændre retningslinjerne og frigive vaccinen fra AstraZeneca til dem over 65 år. På det seneste har blandt andet Sverige, Tyskland og Frankrig gjort det samme.

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har for længst godkendt AstraZeneca-vaccinen til alle voksne. Men agenturet har ladet det være op til de enkelte medlemslande at bestemme de præcise kriterier.

I begyndelsen af februar blåstemplede verdenssundhedsorganisationen WHO også, at AstraZeneca-vaccinen kunne bruges på de ældste borgere.

Danmark har en aftale om AstraZeneca om vacciner til 1,6 millioner danskere.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk