Nu bliver alle bloddonorer testet for corona: Kan vise, hvem der har været smittet uden symptomer

Bloddonorerne skal give et billede af, hvor stor flokimmunitet der er i Danmark.

Fra i dag af vil bloddonorer i hele landet blive tilbudt en test, når de kommer ind for at aflevere blod. (© Region Nordjylland)

Alle holder øje med, hvordan det går med smittetallet for coronavirus i Danmark.

En af de ubekendte faktorer er det såkaldte mørketal, som dækker over de personer, der ikke er klar over, om de er smittet og måske slet ikke har haft nogen symptomer.

Det tal skal bloddonorer og blodbanker nu være med til at kaste lys over.

Allerede i sidste uge begyndte Region Hovedstaden og Region Midtjylland at tjekke bloddonorer for antistoffer, som kan afsløre, om de har haft sygdommen eller ej. Fra i dag gælder det også blodbanker i de øvrige tre

regioner
.

Det betyder, at alle bloddonorer i hele landet fremover vil blive tilbudt en test, når de afleverer blod.

Og det kan være særdeles nyttigt, fortæller Bitten Aagaard Jensen, overlæge ved Aalborg Universitetshospitals blodbank.

- For samfundet kan det have en stor værdi at vide, hvor mange af os, der har været smittet uden at udvikle

nævneværdige
symptomer, siger hun.

Vil få besked i løbet af et par dage

I praksis vil fire milliliter blod fra hver donor blive sendt videre til test.

Testen kan afsløre eventuelle

antistoffer
imod SARS-CoV-2, som er den virus, der forårsager Covid-19.

Har man

antistoffer
, har man været smittet med Covid-19, og det forventes derfor, at man efterfølgende er immun overfor virusset.

Ved at se på andelen af donorer, der afleverer en positivt test, og sammenligne det med resten af befolkningen, kan man få en ide om, hvor mange der totalt set har haft corona i Danmark, og hvor høj grad af flokimmunitet, der er.

For den enkelte vil det imidlertid ikke ændre så meget, selvom man skulle blive testet positiv, fortæller Bitten Aagaard Jensen.

- Uanset hvad svaret på den her analyse viser, så er retningslinjerne de samme, som de hele tiden har været fra myndighedernes side. Det er de samme forholdsregler, siger hun og henviser til de generelle

retningslinjer
om at holde afstand og ikke forsamle sig.

Det gælder stadig, selvom man har været smittet med coronavirusset og sidenhen er erklæret rask.

Tager ikke nye bloddonorer ind

Når tests af bloddonorer nu er udvidet til at omfatte hele landet og ikke blot nogle få

regioner
, sker det, fordi det tidligere er konstateret, at smittespredningen er meget forskellig i de enkelte landsdele.

- Man skal have dækket hele landet for at få det fulde billede, siger Bitten Aagaard Jensen.

Går man rundt med et ønske om at blive testet og får af den grund lyst til at melde sig som bloddonor, må man dog væbne sig med tålmodighed.

For ikke at overbelaste systemet og tage unødige risici, bliver der i øjeblikket ikke rekrutteret nye bloddonorer.

- Vi er altid taknemmelig for nye bloddonorer, men lige nu tager vi ikke nye bloddonorer ind. Man kan ikke melde sig for at få testen, det ville være

uhensigtsmæssigt
, og man må ikke komme, hvis man ikke har en aftale, siger Bitten Aagaard Jensen.

Eksisterende
bloddonorer kan gøre, som de plejer, og booke en tid i blodbanken, hvor de vil blive tilbudt en test.

Man regner med, at en flokimmunitet omkring 60 procent, forårsaget af enten naturlig immunitet eller en kommende

vaccine
, kan være nok til at bremse smittespredning med Covid-19 i Danmark.

Kilde: Sundhedsstyrelsen Grafik: Sofie Jackson Bangsgaard, DR Nyheder
Facebook
Twitter