Nu bliver det dyrere - men forhåbentlig også nemmere at komme til køreprøve

Elever og kørelærere håber, at ventetiden til køreprøver kan nedbringes under nyt system.

20-årige Emma Luna Juul Rasmussen jublede, da hun i dag fik at vide, at hun havde bestået sin køreprøve.

- Nu har jeg endelig fået det. Det er en fantastisk følelse, sagde hun.

Men det var ikke alene en stor dag for hende. Det var det også for landets kørelærere og kommende bilister.

Emmas køreprøve i Kastrup på Amager i dag var nemlig en af de første i det nye system, hvor det er Færdselsstyrelsen og ikke politiet, der står for at afholde køreprøverne.

Kørelærerne håber, at det vil afhjælpe problemerne med meget lange ventetider, hvor det kan tage måneder at få en ledig tid til at komme til prøve.

'Vi har skreget på flere prøver'

Emmas kørelærer, Thomas Rytcher, har derfor set frem til dagen.

- Vi har i mange år skreget på flere køreprøver, men politiet har ikke haft de ressourcer, de skulle buge til det. Det håber vi, at Færdselsstyrelsen får, siger han.

I flere år har det været et problem, at eleverne må vente i lang tid på at komme til den praktiske prøve.

- Det tager rigtig lang tid, og du kan sikkert finde nogen, der har ventet i et halvt år, siger Thomas Rytcher.

- Der er også mange kørelærere, der har fundet køreprøver i andre byer for at levere den prøve, der er brug for.

Emma Luna Juul Rasmussen har på grund af corona og andet været lang tid om at tage sit kørekort. Hun har flere venner, der har ventet lang tid på at komme til prøve.

- Det har været rigtig træls, fordi man gerne vil være færdig. Det, man har lært til teori, går også tabt i den venteperiode, man står i, fortæller hun.

Hamstring og kamp om prøverne

I kørelærernes forening, Dansk Kørelærer-Union, er formand Bent Grue glad for, at opgaven med at afvikle prøver nu hører under Færdselsstyrelsen, hvor det betragtes som en kerneopgave.

- Politiet har faktisk været gode til det, men politiet er også hårdt ramt af, at så er der terror, grænsebevogtning eller mange andre ting, som de også skal tage sig til, siger han.

- Jeg glæder mig til, at der kommer så meget styr på prøveafviklingen, at vi slipper for hamstring og kamp om de samme prøver. Så når der bliver lagt prøver ud mandag morgen, så skal vi ikke sidde 2.000 kørelærere og kæmpe om de samme prøver, siger han.

Som en del af reformen skal der afholdes køreprøver i 57 byer. Færdselsstyrelsen har skullet ansætte og uddanne op mod 90 nye prøvesagkyndige i forbindelse med overtagelsen.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) er sikker på, at elever og kørelærere vil opleve bedre service.

- Men det er også vigtigt at understrege, at det kommer til at tage tid, og det er partierne bag aftalen også bevidste om, så jeg håber, at alle vil vise tålmodighed, selvom jeg til fulde forstår frustrationen over at skulle vente på sit kørekort, siger Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse.

Emma Luna Juul Rasmussen og hendes kørelærer, Thomas Rytcher, efter at kørekortet i dag kom i hus. (Foto: Rene Kurtik)

Fra 600 til 1.000 kroner

Gebyret for at gå til en køreprøve stiger samtidigt fra 600 til 1.000 kroner. Emma Luna Juul Rasmussen synes, at det er ærgerligt.

- Det er i forvejen rigtig dyrt at tage et kørekort. Folk kommer stadig til at gøre det, men det bliver da lidt nederen, siger hun.

I Dansk Kørelærer-Union er formand Bent Grue dog ikke alarmeret.

- Hvis det medfører, at Færdselsstyrelsen kan generere nogle flere prøver, så må de gerne sætte prisen op for min skyld, siger han.

Han håber ligefrem, at det kan medføre, at eleverne er bedre forberedt.

- Jeg håber, at det er med til, at man sender nogle bedre elever til prøve, så man ikke har så høj en dumpeprocent, siger han.

Man må tage en passager med på bagsædet

Som en del af ændringen af systemet har eleverne nu også lov til at have en passager med på bagsædet under køreprøven.

Tidligere har kørelæreren haft lov til at sidde med, men det har ikke været lige velset blandt alle køresagkyndige, fortæller Bent Grue.

- Der er mange gange, hvor den køresagkyndige har sagt, at det har man ikke lyst til, fortæller han.

Den nye regel tilgodeser især elever, der har brug for en tolk under køreprøven.

FacebookTwitter