Siden 2007 har det været forbudt at ryge på togrejsen, og fra 1. juli bliver det også slut med at tænde cigaretten ved togskift, lige inden afgang eller ved ankomst på DSB's perroner.
- I syv år har vores tog været røgfrie, og det har kunderne vænnet sig til. Nu kommer turen til perronerne, og det tror vi, at de fleste har forståelse for, siger Christian Linnelyst, chef for salg og produktmarketing i DSB.
- Folk kan jo se, at der efterhånden er kommet rygeforbud i mange andre offentlige og private virksomheder. Det er den vej, det går alle steder, siger han.
En venlig henstilling
DSB's ordensreglement giver de ansatte mulighed for at bortvise og politianmelde rejsende, som overtræder forbuddet. Men så drastiske skridt vil der ikke blive taget, i hvert fald ikke den første tid.
- Selvfølgelig skal forbuddet overholdes, men nu skal vi lige i gang. Vores personale er i forvejen trænet til at gribe ind med en venlig henstilling, siger Christian Linnelyst.
Selvjustits i stillekupeer
Han forudser desuden, at ikke rygende passagerer vil sørge for, at forbuddet overholdes. Den erfaring med selvjustits er gjort i stillekupéerne, hvor talende rejsende hurtigt bliver mødt med et tys-tys eller et løftet øjenbryn.
I Kræftens Bekæmpelse er der tilfredshed med det totale forbud. Overlæge Inge Haunstrup Clemmensen siger, at udendørs rygning kan være ligeså skadeligt som indendørs, hvis røgen ikke kan slippe væk.
/ritzau/