Nu er adgang til patientjournaler i Region Midtjylland lukket

I flere år har nogle ansatte i Region Midtjylland kunne se hele landets patientjournaler, men det er slut nu.

Når nogle medarbejdere i Region Midtjylland loggede på kunne de indtil i går se patientjournaler fra alle i landet (arkivfoto). (© DR)

Hele Danmarks befolknings e-journaler har indtil i går været tilgængelige for medarbejdere i Region Midtjylland.

Personer ansat som for eksempel kapelbetjent, præst, musikterapeut, socialrådgiver eller piccoline har kunnet logge sig ind på deres computere og se, hvad enhver borger i landet har fejlet og er blevet behandlet for i sygehusvæsenet gennem tiden.

Datatilsynet har i flere år forgæves gjort Region Midtjylland opmærksom på problemet, men først i går valgte regionen at gå ind og lukke for adgangen til de stærkt personfølsomme oplysninger.

Nogle er blevet afskediget

I de mellemliggende år har flere medarbejdere misbrugt adgangen til systemet og er derfor blevet afskediget.

Koncerndirektør Ole Thomsen bekræfter, at systemet var pivåbent, men at der nu er lukket for adgangen.

- I princippet kunne man taste et cpr-nummer og se alle journaler, hvis man var logget på. Men det er ulovligt, og det vidste medarbejderne. Vi logger, det der foregår, og har grebet ind, hvis nogen har gjort noget de ikke må, siger han.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter