'Nu er Heunicke den mest magtfulde sundhedsminister i danmarkshistorien'

Han kan både bestemme, hvor vi må være, og hvor mange vi må være, siger retskorrespondent.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har selv erkendt, at hasteloven giver ham vidtrækkende beføjelser. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Et stykke danmarkshistorie blev skrevet, da en ny epidemilov trådte i kraft klokken ti i formiddags.

Loven gør en række vidtgående

tiltag
mulige, og det meste af den nye magt samles hos sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Allerede da loven blev forhandlet på plads i sidste uge, blev det nævnt, at den ville gøre sundhedsministeren til den mest magtfulde i danmarkshistorien. Og det nu er en realitet, fortæller DR's retskorrespondent, Trine Maria Ilsøe.

- I den gamle epidemilov lå magten hos fem epidemikommissioner, der lå ude omkring i landet, og i hver sad en politidirektør for bordenden. Nu har man lagt den magt ind til Magnus Heunicke.

- Derfor er det fuldstændig korrekt, at det vil være hans ministerium, der kan tage de største af beslutningerne. Lige nu og her er han blevet den mest magtfulde sundhedsminister nogensinde, siger retskorrespondenten.

Får taget frihedsrettigheder fra os

Hasteloven blev vedtaget med bred

opbakning
, selvom flere partier har udtrykt bekymring over de vidtgående beføjelser, som samles hos sundhedsministeren.

Med loven får sundhedsmyndighederne mulighed for at tvangsundersøge og tvangsbehandle folk blot ved mistanke om coronasmitte. Den giver også mulighed for tvangsisolation.

- Det er ret vide beføjelser, fordi vi danskere er vant til at have mange

frihedsrettigheder
, og nogle af de rettigheder bliver taget fra os, siger Trine Maria Ilsøe.

Pårørende
får også ringere mulighed for at komme på besøg på plejehjem og hospitaler, og allerede i sidste uge annoncerede regeringen, at forsamlinger på flere end 100 personer vil blive forbudt.

Kan forbyde ophold i butikker og offentlig transport

Loven giver samtidig sundhedsminister Magnus Heunicke (S) mulighed for at gå endnu længere med flere indskrænkninger. Det kan for eksempel være

deciderede
forbud mod adgang til offentlige institutioner, butikker, supermarkeder og offentlige transportmidler.

- Han har nu hjemmel til at beslutte det her. Han kan både lave de her indskrænkninger i vores

forsamlingsfrihed
og bestemme, hvor vi må være, og nærmest hvor mange vi må være sammen med.

- Loven tager også en masse rettigheder fra os. Det er også i den lov, at de kan

suspendere
vores normale patientrettigheder i den her periode, siger Trine Maria Ilsøe.

Det gælder for eksempel behandlingsgarantien.

I flere

EU-lande
er
myndighederne
allerede gået skridtet videre. Blandt andet i Tyskland, der har lukket barer, diskoteker,
svømmehaller
, legepladser, teatre, koncertsteder, museer og en lang række andre steder.

Og regeringen vil ikke afvise, at det også bliver tilfældet i Danmark.

- Vi vil forsætte med at arbejde efter et forsigtighedsprincip, sagde Magnus Heunicke (S) mandag.