Nu er kokain det mest populære hårde stof på gaden

Kokain har overhalet amfetamin som det stof, der bliver brugt mest på landsplan, viser opgørelse fra Sundhedsstyrelsen.

I 2015 blev der beslaglagt 548 kilo kokain, og det er rekord (arkivfoto). (Foto: Enrique Castro-Mendivil © Scanpix)

Kokain er gået fra at være hovedstadens foretrukne feststof til også at være det mest populære hårde stof på landsplan.

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens nye narkotikarapport, der forsøger at kortlægge brugen af narkotiske stoffer i hele landet i 2015.

I forbindelse med undersøgelsen foretages der retskemiske undersøgelser af politiets beslaglæggelser på gadeplan i de fem største byer.

57 procent af pulverprøverne bestod af kokain, mens amfetamin kun var til stede i 20 procent af prøverne.

- Tidligere var kokain koncentreret omkring de større byer, mens man ude omkring fandt mere amfetamin, men det har ændret sig, siger Christian Lindholst, Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet.

Nu finder politiet kokain overalt i landet, siger han.

Det gennemsnitlige indhold af det aktive stof var 37 procent sidste år mod 22 procent året før, og det viser ifølge Christian Lindholst, at der er så meget stof i omløb, at man ikke behøver at blande det lige så meget op som tidligere.

Antallet af beslaglæggelser af kokain er da også det højeste i mange år. 3.470 gange blev det hvide pulver konfiskeret af politiet i 2015, og det drejede sig om 548 kilo.

/ritzau/

Facebook
Twitter