Nu falder hammeren: Tusindvis kan miste børnechecken ved lange rejser og pjæk

Folkeskolerne skal fremover indberette højt fravær. Det vil skade forældresamarbejdet, lyder kritikken.

En lang rejse i skoletiden eller store mængder ulovligt klatfravær udløser fremover en økonomisk straf til forældrene.

Som led i den afgående regerings strategi mod parallelsamfund får folkeskolerne pligt til at underrette kommunen, når en elev har for meget ulovligt fravær.

Herefter skal kommunen automatisk sløjfe næste kvartals børneydelse til familien.

Det sætter skolerne i en klemt situation, siger formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal.

- Vores opgave er at samarbejde med forældrene, og det er ikke godt for samarbejdet, at skolerne skal være med til at give en straf, siger han.

Her går fraværsgrænsen

  • Kommunen skal fremover underrettes, når en elev i løbet af et kvartal har mere end 15 procent ulovligt fravær.

  • Ulovligt fravær er, når eleven for eksempel udebliver fra undervisning uden gyldig grund eller er bortrejst længe i undervisningstiden uden skolens tilladelse.

  • Målet er at nedbringe ulovligt skolefravær med cirka 10 procent årligt.

Skoleledere imod økonomisk straf

DR Nyheder har været i kontakt med skoleledere fra 19 folkeskoler, hvor mindst halvdelen af eleverne er af udenlandsk herkomst.

11 af de 19 skoleledere er imod at straffe fravær med økonomisk pisk.

- Jeg kan ikke se, hvordan det skulle gavne et lille barn, at mor og far bliver trukket i deres børnecheck, fordi de har haft for meget elevfravær, siger Rani Bødstrup Hørlyck, der er skoleleder på Søndervangskolen i Viby ved Aarhus.

- Det vil være det lille barn, der bliver taber i det her.

Vil ikke påtvinges myndighedskasket

De seneste tal om fravær i folkeskolen er fra skoleåret 2017 til 2018. Her havde 5.166 elever mere end 15 procent ulovligt fravær, hvilket fremover vil koste børnechecken.

Ikke desto mindre ventes sanktionen at blive en underskudsforretning for staten på et tocifret millionbeløb om året, da der kommer ekstraudgifter til kommunal sagsbehandling, sociale foranstaltninger og ekstraopgaver til skolelederne med underretninger.

På Sødalskolen ved det socialt udsatte boligområde Gellerupparken i Aarhus er skoleleder Karen Henriette Jessen også imod den nye sanktion.

- Det giver et mere ulige samarbejde, når vi har et kort, der hedder, at vi faktisk kan have indflydelse på deres økonomiske vilkår, siger hun.

Havde allerede værktøjet

Skolerne har også tidligere kunnet underrette kommunen om elever med alarmerende fravær, når alle andre indsatser er mislykkedes.

Herefter har kommunen kunnet lave et såkaldt forældrepålæg, som er et krav til forældrene om at få deres børn i skole. Hvis forældrene ikke har indfriet kravet, har kommunen efter en konkret vurdering kunnet sætte udbetalingen af børnefamilieydelser på pause.

Den nye sanktion blev indført, da kommunerne ifølge den afgående regering ikke brugte forældrepålæggene konsekvent nok.

Fraværsstraffen udspringer af parallelsamfunds-strategien, men gælder alle landets folkeskoler, uanset om de ligger i et velhaverkvarter eller et socialt udsat boligområde.

Se klip fra marts sidste år, hvor Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterede sanktionen ved et pressemøde:

Skolelederformand Claus Hjortdal mener ikke, det er vejen frem automatisk at trække i den offentlige støtte til familierne.

- Politikerne skyder forbi målet og forsøger at lave en nem løsning med noget symbolpolitik, siger han.

Fungerende integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V) er uenig i kritikken.

- For jeg tror grundlæggende, at en af de ting, man har respekt for som forælder, det er, hvis man bliver ramt på pengepungen, siger hun.

Børne- og ungeydelse per kvartal

  • Barn 0 til to år: 4.557 kroner

  • Barn tre til seks år: 3.609 kroner

  • Barn syv til 14 år: 2.838 kroner

  • Ung 15 til 17 år: 946 kroner (per måned)

  • Kilde: Borger.dk

Opdatering: Tidligere fremgik det af artiklen, at reglen træder i kraft 1. juli, hvilket Undervisningsministeriet havde oplyst til DR Nyheder. Siden har det vist sig, at der mangler en underskrift fra en kommende undervisningsminister. Ministeriet kan derfor alligevel ikke oplyse, om den tidsplan holder.

Facebook
Twitter