Nu kan aflyste SAS-kunder endelig få et økonomisk plaster på såret

Kompensationen vil typisk være på mellem 1.900 kroner og 4.500 kroner per billet.

(Arkivfoto: Simon Skipper/Scanpix) (Foto: © Simon Skipper, Scanpix Denmark)

Der er gode nyheder til en del af de 380.000 SAS-kunder, der var berørt af den omfattende pilotstrejke i SAS tidligere på sommeren.

Kunderne skal ikke bare have pengene tilbage for de flybilletter, som de fik aflyst. Mange har også ret til at få udbetalt en betydelig økonomisk kompensation for aflysningen.

Det anerkender selskabets ledelse i det nyt regnskab, som SAS offentliggjorde i går.

I regnskabet har selskabet sat penge af til at betale kompensation til kunderne, forklarer erhvervsreporter på P1 Orientering Ole Hall.

- Nu står det sort på hvidt i et dokument fra SAS-ledelsen, at kunderne har ret til kompensation. Førhen har der været tvivl om, om man kun havde ret til refusion af flybillettens pris.

Kunder kan miste penge

Det vil altså sige, at nogle har ret til at få penge tilbage, der ligger udover billettens pris.

Kompensationen vil som hovedregel være på mellem cirka 1.900 kroner og 4.500 kroner per billet.

- Og det er er et ret stort økonomisk plaster på såret, siger Ole Hall.

Hvis man er en familie på fem personer, der fik aflyst flyet, kan må få op til 22.000 kroner alene i kompensation. Derudover skal man have pengene tilbage fra flybilletterne.

Men pengene dumper dog ikke automatisk ind på kundernes Nemkonto. Det kræver, at man reagerer og søger om refusion og kompensationen selv.

- Hvis man sidder derhjemme og tænker, at man bare kan læne sig tilbage, så er svaret: Nej. Man skal ind og finde ud af, hvordan man søger om pengene selv, forklarer Ole Hall.

DR har talt med SAS-kunder, som ikke har fået nogen oplysninger om, at man har ret til kompensation, da de fik pengene retur for deres aflyste fly.

- Derfor er der en ret stor risiko for, at folk ikke får de penge, de har ret til, vurderer Ole Hall.

I midten af juli måtte mange passagerer opgive den planlagte ferie på grund af SAS-piloternes strejke. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

SAS: Kan ikke lave automatisk kompensation

Ifølge koncerndirektør i SAS Simon Pauck Hansen er årsagen, at selskabet ikke kan se, hvem der har ret til at få det økonomiske plaster, forklarer han.

- Vi kan ikke ud fra vores dokumenter se, om kunderne er berettiget til kompensation. Derfor har vi behov for, at kunderne henvender sig til os om både refusions- og kompensationskrav, eller hvis man har haft udlæg i forbindelse med den forstyrrelse i trafikken, vi desværre har haft i juli måned.

Kunderne er nemlig kun berettiget til at få penge tilbage - ikke til at det sker automatisk.

Alligevel mener Forbrugerrådet Tænk, der er en organisation, der varetager forbrugernes interesser, at SAS bør give kunderne en ekstra håndsrækning ved at gøre opmærksom på, at de har ret til kompensation.

Det siger chefkonsulent hos Tænk Vagn Jelsøe.

- Vi synes, det er stærkt kritisabelt, når flyselskaber ikke gør mere for at henvende sig direkte til berørte kunder om deres mulighed for kompensation.

Derfor lyder opfordringen fra rådet: Giv klar besked til kunderne. Eller endnu bedre: Udbetal pengene automatisk.

Men det kan ifølge SAS' koncerndirektør praktisk ikke lade sig gøre, fordi det så kan komme til at sende penge ud til personer, der ikke er berettiget til dem.

På trods af kritikken fra Forbrugerrådet Tænk er meldingen alligevel en sejr for kunderne, siger Vagn Jelsøe.

- Det er i hvert fald en god nyhed for alle de forbrugere, der har fået aflyst fly med SAS hen over sommeren, fordi de ikke skal se frem til at have et langvarigt skænderi med SAS eller klagesager om kompensation.

Trecifret millionbeløb

Det er ikke klart, hvor mange personer der kan se frem til at modtage kompensation. Ifølge SAS selv blev 380.000 personer berørt af aflysningerne.

- Det er svært at sige, om det er halvdelen af passagererne eller lidt mindre, men jeg tror godt, vi kan sige, at vi taler om et trecifret millionbeløb, som SAS nu er klar til at betale i kompensation, siger erhvervsreporter Ole Hall og tilføjer:

- Om det så er et lille eller stort trecifret millionbeløb, tør jeg ikke at gætte på.

Hvis du tror, du kunne have ret til kompensation, kan du læse mere på SAS hjemmeside.