Nu kan du selv tjekke, hvor god din mobildækning er

Det nye mobildækningskort er en sejr for forbrugerne, siger ministeren på området.

Fra i dag er det muligt på tjekditnet.dk at sammenligne tale- og datadækningen for de fire hovedmobilselskaber i Danmark. (Foto: Camilla rønde © Scanpix)

Nu kan du selv tjekke, hvordan mobildækningen er i dit lokalområde, på din adresse eller hjemme hos kæresten.

Det er nemlig blevet muligt på tjekditnet.dk at se hvor god dækning, der er på mobiltale og mobildata i et specifikt område eller på en helt konkret adresse.

Tidligere har man kun kunnet tjekke dækningen på fastnetbredbånd på siden.

Et godt værktøj for forbrugerne

Formålet med opgraderingen af hjemmesiden er, at det skal blive nemmere for forbrugerne at vælge de teleselskaber, som dækker bedst i deres lokalområde. Samtidig skal regeringen, kommunerne og teleselskaberne i fællesskab have nemmere ved at "lappe" de huller, der fortsat er i mobildækningen.

- Mobildækning skal være god i hele Danmark. Derfor har vi i længere tid arbejdet tæt og godt sammen med teleselskaberne for at skabe mere gennemsigtighed omkring danskernes mobildækning, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), der har telemarkedet som sit ansvarsområde.

Det første land i verden

Ifølge Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet er Danmark det første land i verden, hvor det nu bliver muligt på en ensartet måde at sammenligne dækningen for både mobiltale og mobildata i landet.

Samtidig er udvidelsen af tjekditnet.dk et tiltag, der skal fungere som et skridt i kampen for god digital dækning i Danmark. Men andre tiltag bliver også taget, fortæller ministeren.

- Der er fortsat lokale områder, der halter efter. Derfor har vi også stillet krav til mobilselskaberne om, at de skal dække flere af de sorte huller, når de køber mobilfrekvenser af staten. Og vi er ved at ændre planloven, så det bliver nemmere for kommunerne at give tilladelse til at stille mobilmaster op, siger Lars Christian Lilleholt.

I dag er der mobildækning i mere end 98 procent af landet ifølge Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Mobilkortlægningen på tjekditnet.dk

  • tjekditnet.dk er det muligt at sammenligne dækningen for de fire mobilselskaber i Danmark (Telia, Telenor, 3 og TDC) med eget mobilnet på en enkel måde.

  • Siden viser dækningen udendørs for tale og data på baggrund af mobilselskabernes egne dækningskort.

  • For mobildata viser kortet højeste forventede hastighed.

  • Der er forskel på antennekvaliteten på mobiltelefoner. Det betyder, at dækningsoplevelsen kan påvirkes, afhængig af hvilken mobiltelefon man bruger.

  • Der kan lokalt opleves en anden taledækning, end kortene viser. Det kan dels skyldes den mobil du bruger, hvordan du holder den, og om du befinder dig indendørs. Det samme gælder for datahastigheden, der eksempelvis afhænger af, hvor mange andre mobiltelefoner, der benytter samme mobilmast.

Facebook
Twitter