Nu knækker brystkræftkurven endelig

Screening for brystkræft virker. Selv om Danmark stadig halter bagud i forhold til de andre nordiske lande, er det gode nyheder, siger kræftlæge.

Brystkræft, brystkræft-sjusk, (© Colourbox)

Markant færre kvinder får stillet diagnosen brystkræft, viser helt nye tal fra kræftdatabasen Nordcan.

Det skyldes ifølge Kræftens Bekæmpelse, at flere kræftknuder bliver opdaget i god tid på grund af tilbud om screening til hele landets kvinder mellem 50-69 år.

- De nye tal er rigtig gode, fordi vi finder en masse nye tilfælde af brystkræft, som findes i befolkningen - og en del af dem finder vi tidligere, end vi ellers ville have fundet dem, og det giver jo på sigt en bedre overlevelse, siger Iben Holten, der er overlæge i Kræftens Bekæmpelse til DR Nyheder.

Gode tal efter bogen

I 2010 fik 750 færre kvinder diagnosen brystkræft end året før. Det er et kraftigt fald, som afløser to års lige så heftig stigning, som toppede med 5.692 kvinder i 2009.

Både den kraftige stigning og de nye store tal er helt efter bogen. Det skyldes, at man siden 2008 har tilbudt mammografiscreening til kvinder fra 50-69 år i hele landet.

- Det er dejligt at se, at vi finder alle de her kræfttilfælde, og hvis det sker, som det gør alle andre steder, så kan det snart ses på overlevelsesstatistikkerne, siger Iben Holten.

Halter stadig bag nordiske lande

Selv om der nu er kommet nye gode tal fra Danmark, halter vi stadig langt bagefter de andre nordiske lande, når det gælder antallet af brystkræfttilfælde. Hvad det skyldes, vides dog ikke, men det kan formodes at være noget livsstilsmæssigt, fortæller Iben Holten.

- Vi er meget bagefter de øvrige nordiske lande. Heldigvis er vi startet med screening nu, og vi ved fra undersøgelser i København, hvor man har screenet længe, at det faktisk virker, og det er så det, vi kan se på hele befolkningen nu, siger overlægen.

Mammografi er bedste tilbud

Der har den seneste tid været stor debat om mammografi, hvor kritikken lød, at mammografien førte til en overbehandling af kvinder, der reelt ikke havde udviklet brystkræft, men hvor der 'kun' var fundet forstadier til sygdommen.

Men ifølge Kræftens Bekæmpelse er der ingen grund til bekymring.

- Det er det bedste tilbud til de kvinder, der får en livstruende sygdom. Teknikken udvikler sig hele tiden, og vi arbejder meget på, at finde så mange af dem som muligt og give den bedste behandling, siger Iben Holten.

Facebook
Twitter