Nu kommer der mindre salt i din mad

Fødevareindustrien er klar til at skære markant ned på saltet i vores færdigmad for folkesundhedens skyld.

(Foto: © Colourbox)

Danskernes alt for store brug af salt skal skæres markant ned for at redde tusindvis af liv årligt fra blodpropper og hjerte-kar-sygdomme.

Fødevareindustrien er nu parat til frem til 2013 at skære ned i mængden af salt i flere hundrede typer færdigvarer og produkter som brød, pålæg og ost.

En vigtig allieret

Over 70 procent af danskernes saltindtag kommer fra den type produkter, så fødevareproducenterne er en vigtig våbenfælle i kampen for at sænke forbrugernes saltindtag.

Et partnerskab bestående af forskere, myndigheder, brancheforeninger og interesseorganisationer har længe arbejdet med at udpege de områder, der kan være med til at skrue det daglige saltforbrug ned på de fem-seks gram per dansker, som de officielle anbefalinger lyder.

- Salt dræber. Aftalen betyder, at vi alene i færdigvarer reducerer danskernes skjulte saltindtag med 1,5 gram i løbet af det næste halvandet år, siger fødevareminister Mette Gjerskov (S), og fortsætter:

- Det er flot, at fødevareindustrien påtager sig et medansvar for danskernes sundhed, for uden deres indsats ville det være svært at bringe danskernes forbrug af salt ned med de tre gram om dagen per person, som sundhedseksperterne anbefaler.

I dag ligger forbruget hos mænd på i snit ni-ti gram dagligt og kvinder syv-otte gram.

Kan spare milliarder

Ifølge fagfolk kan et markant lavere saltforbrug skære mellem fem og femten procent af antallet af hjerte-kar-sygdomme og samtidig spare de offentlige kasser til sundhedsudgifter for mellem en og to milliarder kroner årligt.

Ud over mindre salt i færdigmad sættes der ind med mere forbrugeroplysning, bedre mærkning på fødevarerne og en opfordring til både professionelle og private om at skrue ned for saltindholdet i de fødevarer, de sælger eller serverer.

/ritzau/