Nu rammer depressionen når vi er midt i 20'erne

Vi er yngre end tidligere, når depressionen rammer for første gang. En meget foruroligende udvikling, siger ekspert.

Mere stress og højere krav på jobbet gør, at vi er yngre, når depressionen rammer første gang. (Foto: modelfoto © Scanpix)

Før i tiden var danskere, der blev ramt af depression i den alder, hvor mange har familie, job og hus. I dag er mange måske stadig i gang med studierne.

I 1950'erne var dem, der blev ramt af en depression første gang i gennemsnit fyrre år, mens vi nu i er midt i 20'erne. Det siger Poul Videbech, professor på afdelingen for depression og angst på Aarhus Universitetshospital.

- Den udvikling betyder, at eftersom vi lever længere, så er der flere leveår at få depressioner i. Depression vender nemlig som regel tilbage igen og igen og igen, siger han.

Professor Poul Videbech kalder udviklingen for 'meget foruroligende' og forbinder den til en ny undersøgelse fra Psykiatrifonden, der viser, at hver anden kvinde føler eller har følt sig deprimeret.

Du skal fungere 120 procent

Poul Videbech peger på stress og højere krav på arbejdsmarkedet, som årsager til, at flere yngre bliver ramt af melankoli og tunge tanker.

- Tolerancetærsklen på arbejdsmarkedet er blevet meget mindre. Hvis man ikke fungerer 120 procent på arbejdet, så bliver man udstødt og sygemeldt, siger Poul Videbech.

Han afviser, at den lavere alder for depressionsramte skulle hænge sammen med, at vi er blevet hurtigere til at råbe op, hvis en sort sky hænger over hovedet.

- Det er ret dumt sagt, hvis man siger, at det bare er fordi, vi er blevet mere pylrede. Så afskærer man sig fra at undersøge, hvad det er for nogle samfundsforhold, der gør, at vi reagerer. Det er ligesom at knække termometeret, hvis patienten har feber, siger professor Poul Videbech.

Facebook
Twitter