Nu sidder "kvinden med den tunge kuffert" på anklagebænken

Den 61-årige kvinde er tiltalt for 24 tilfælde af bedrageri og tyveri.

Der skal afhøres i alt 23 vidner i bedragerisagen mod "kvinden med den tunge kuffert", som kører over tre dage med sidste retsdag den 20. december. Arkivfoto. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

Hun er kendt som "kvinden med den tunge kuffert" i podcasten af samme navn.

Her hører lytterne i detaljer om en norsk kvinde, der har rejst rundt i Danmark og efterladt folk med en følelse af at være taget godt og grundigt ved næsen.

Men kvinden er ikke længere på farten.

I stedet sidder hun på anklagebænken i Retten i Lyngby, hvor hun er tiltalt for en lang række tilfælde af groft bedrageri og tyveri.

Kriminaliteten er ifølge anklageren, Nicky Petterson, sket over fire år - fra foråret 2014 til sommeren 2018.

Kvinden har blandt andet boet på flere bed and breakfast-steder, klostre og refugier, som hun har forladt uden at betale regningerne, lyder anklagen.

Desuden har hun lånt penge af folk uden at betale tilbage, står der i anklageskriftet.

Men kvinden nægter sig i hovedsagen skyldig, oplyser hendes forsvarer, advokat Ulla Wulff Hansen.

Mere kan hun ikke sige, inden sagen har været for retten. Det har hendes klient instrueret hende i, lyder det.

Podcast fortæller kvindens historie

Over syv afsnit har Politiken-podcasten "Kvinden med den tunge kuffert" afdækket, hvordan en række mennesker har følt sig snydt af kvinden.

Det gælder blandt andet klosterforvalteren ved Ørslev Kloster i Jylland, Janne Fruergaard Keyes.

Klosteret fik for tre år siden besøg af den norske kvinde, som virkede hjertelig, ukompliceret og glad, men også skrap og bestemt, husker Janne Fruergaard Keyes.

På få dage satte den norske kvinde sit præg på stedet. Hun hentydede blandt andet, at der var folk fra refugiet, som stjal fra ølkassen.

- Pludselig begyndte stemningen at være anderledes i huset. Det blev nærmest konspiratorisk. Jeg har aldrig været ude for det før, fortæller Janne Fruergaard Keyes til DR Nyheder.

Klosterforvalteren endte med at politianmelde den norske kvinde, fordi hun hørte, at andre - folk fra et refugium i Løgumkloster - også følte sig snydt af hende.

- Vi blev enige om, at vi måtte gøre vores for at stoppe den rejse, hun var på, for den gavnede hverken hende eller alle de mennesker, hun mødte på sin vej. Hun skulle have hjælp. Det var derfor jeg gik til politiet, siger klosterforvalteren.

Fængslet i sommer

Her blev hun anholdt i Nordsjælland, efter at hun ifølge politiet havde snydt en anden kvinde for 1.600 kroner.

Det gjorde hun ved at bilde kvinden ind, at hun havde glemt sin pung i sin søns bil, og at han var på vej til Norge, så hun derfor ikke kunne betale for at hotelophold. Kvinden fattede dog mistanke og kontaktede politiet.

Efter anholdelsen udtalte politiet, at den nu 61-årige kvinde angiveligt havde været ekstremt god til at svindle og derfor havde narret et større antal personer.

Politiet oplyste også, at kvinden tilsyneladende havde bedraget hjælpsomme borgere i hele landet, og at politiet derfor skulle til at undersøge, om der lå flere ikke-anmeldte sager.

Kvinden er tidligere straffet. Ifølge det norske medie VG fik hun sin første dom i 1992 og er i alt blevet straffet for 113 forhold. De fleste også bedrageri.

Hun har kaldt sig forskellige navne, skriver VG.

Kvinden blev sidst prøveløsladt i Norge i sommeren 2017 efter en dom for syv bedragerier, der blev kaldt grove, selvom det var småbeløb, hun snød folk for.

Årsagen: ifølge myndighederne udnyttede hun mennesker.

Facebook
Twitter