Nu skal omgangskredsen skæres ind til benet: Sådan holder du kontakten på en sikker måde

Sundhedsstyrelsen har sendt råd ud, der skal hjælpe os gennem den kolde tid med afsavn.

Efter sådan et pressemøde med nye restriktioner og tiltag for at dæmpe coronasmitten, og en statsminister, der selv sagde, at man kan mærke afsavnene, så leder det næsten tankerne hen på en sang af Kim Larsen, der pudsigt nok blev født denne dato 23. oktober for 75 år siden:

Der' mange, mange drømme, Der' røget sig en tur, Men jeg ka' da stadig grine, Når jeg sidder helt alene, helt alene i mit lille skur.

Sådan lyder det i 'Østre Gasværk', og selvom vi ikke skal sidde alene i et skur henover vinteren, så var antallet af mennesker, vi ser den kommende tid det helt store samtaleemne ved pressemødet.

- Vi bliver nødt til at skrue ned for det sociale, lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S).

Helt konkret sænkes forsamlingsforbuddet til 10 personer i foreløbigt i fire uger. Forsamlingsforbuddet er i øjeblikket på 50 personer og gælder til og med weekenden, inden at det sænkes mandag.

Der opfordres dog også til, at man ikke ser for mange i det private. Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, siger, at man bør finde en lille gruppe på fem-ti personer ud over hustanden, man ses med - og ikke inviterer flere end ti personer til private sammenkomster i eget hjem.

- Vi kan ikke lade være med at ses med venner og bekendte, men vi kan reducere det og leve i det. Det er målet med anbefalingerne, som vi godt ved er meget indgribende, sagde han.

Ifølge Søren Brostrøm vil man revurdere anbefalingen om senest fire uger, hvilket han fortæller om i videoen her.

Hvordan tæller man til ti?

Det er ikke første gang, at sundhedsmyndighederne opfordrer til, at vi skruer ned for antallet af personer, vi ses med privat. Der har dog hersket tvivl om, hvordan en social boble skal se ud, og hvem der er en del af den.

Det blev Mette Frederiksen også spurgt om til pressemødet.

- Helt generelt skal alle tænke over at få minimeret sociale aktiviter af privat karakter, sagde hun, inden hun gav ordet videre til Søren Brostrøm for yderligere forklaring.

- Når vi siger maks ti, så er det dem, man har meget tæt og hyppig kontakt med. Det er ikke tilfældige mennesker, man ikke ser så tit, folk man arbejder med, dem i daginstitutionen eller skolen. Det er venner, man ses tæt på.

Han gør det klart, at anbefalingen gælder for hver enkelt person, men hvis man er en stor familie, bør man overveje, hvor mange andre, som man ses med.

Han gør det dog klart, at det er en anbefaling og ikke et krav

- Det er ikke noget med, at politiet håndhæver det og banker på døren. Det er gode råd til, hvad vi ved reducerer smitten.

Hvad med julen?

Når man taler om sociale aktiviter i de kolde måneder, kan man næsten ikke komme uden om julen. Slet ikke når man også opfordres til ikke at se for mange mennesker.

Og det blev der da også spurgt indtil under pressemødet.

Mette Frederiksen har tidligere været ude og sige, at julefrokoster med masser af snaps på bordet bør aflyses i år.

- De fleste ved, at julefrokoster, som de fleste af os har været en del af gennem årene med Rød Aalborg og dans på bordene, ikke kommer til at ske i december.

- Men vi ved jo godt, at julen er en meget, meget vigtig tradition i Danmark, så derfor er vores forhåbning naturligvis, at man kan holde arrangementer i familien, men vi kan ikke på nuværende tidspunkt sige, hvordan det kommer til at forløbe, sagde statsministeren.

Facebook
Twitter