Nu skal sexlegetøj mærkes med certifikat

Efter der er blevet fundet en række hormonforstyrrende ftalater i sexlegetøj, lancerer branchen nu et certifikat, der skal sikre forbrugerne.

Forbrugerkemi.dk fandt en række hormonforstyrrende ftalater i sexlegetøj. Nu laver branchen et certifikat.

En række producenter og forhandlere af sexlegetøj er gået sammen for at lave certifikatet "Sikkert Sexlegetøj".

Det sker efter Forbrugerkemi.dk har fremlagt en rapport, der viser, at der i to ud af seks testede dildoer er blevet fundet hormonforstyrrende ftalater.

- Der findes ikke et certifikat til os a la Nøglehulsmærket, og vi vil gerne være med til at sikre, at forbrugeren kan føle sig sikker når man køber sexlegetøj, siger Lennart Øster, partner i lovejoy.dk og initiativtager til certifikatet til P3 Nyheder.

Målet med certifikatet er, at få fat i producenterne af sexlegetøjet. For det er i sidste ende dem, der vælger hvilke materialer, produkterne bliver lavet af. Når en producent har skrevet under på, at der ikke er ftalater i produkterne, så bliver det vist på forhandlernes hjemmesider.

Vigtigst at overtale producenter

- Det er ikke lige så troværdigt, når en forhandler siger, at produkterne er sikre. Derfor har vi valgt at sende certifikat ud til alle producenter, og bedt dem om at skrive under på, at deres produkter ikke indeholder ftalater, siger Lennart Øster.

Indtil videre har 13 producenter skrevet under på certifikatet, og 12 mere har tilkendegivet, at de vil gøre det.

- Der findes over 200 producenter på markedet. I løbet af den næste måneds tid skulle vi gerne op på 50 producenter. Dem, der ikke kan eller vil skrive under, bliver fjernet fra vores butik, siger Lennart Øster.

Hos forhandlerne bliver certifikatet umiddelbart godt modtaget.

- Vi bruger alle de skiltninger, der findes, der kan gøre kunderne trykke. Så det er helt klart noget vi vil bruge, siger Mathilde Mackowski medejer af sinful.dk til P3 Nyheder.