Nu skal skizofrene også behandles med elektrochok

Elektrochoks effekt på skizofreni er ikke blevet undersøgt ordentligt. Det gør man nu i Nordjylland.

Psykiatrien i Nordjylland er netop gået i gang med et stort projekt, der undersøger om elektrochok er en effektiv behandling til patienter, der lider af meget svær skizofreni. (© www.sciencephoto.com)

Elektrochok skal nu testes som behandling til skizofrene.

Et nyt forsøg skal undersøge om behandlingen kan hjælpe nogle af de omkring 25.000 danskere, der har diagnosen skizofreni og lider af vrangforestillinger og hører stemmer.

Elektrochok-behandlingen, også kaldet ECT, foregår ved, at man placerer elektroder på hver tinding og flere hundrede volt sendes af sted, og nogle af dem går lige gennem hjernen.

Bruges normalt mod depression

Det lyder voldsomt, men elektrochok bruges ofte med god effekt til at behandle patienter med svære depressioner. Nu tester man også behandlingen på andre typer patienter.

Skizofreni bliver normalt behandlet med antipsykotisk medicin - men på cirka hver femte patient virker medicinen simpelthen ikke ordentligt.

- Disse patienter er ofte forpinte, siger Jimmi Nielsen, leder af center for skizofreni under Psykiatrien i Nordjylland.

Nyt stort projekt

Her er man netop gået i gang med et stort projekt, der undersøger om elektrochok er en effektiv behandling til patienter, der lider af meget svær skizofreni.

- Det er patienter, som har været syge igennem mange år, som fortsat har mange symptomer trods medicinsk behandling og anden form for behandling, siger Jimmi Nielsen.

Tidligere anvendt mod skizofreni

Det er i år 80 år siden, lægevidenskaben begyndte at eksperimentere med elektrochokbehandling.

Og i dag bruges elektrochok primært til at behandle patienter med svær depression. Men inden man fik antipsykotisk medicin, blev elektrochok også brugt til at behandle skizofrene.

Men det er aldrig blevet ordentligt undersøgt, hvor effektivt elektrochok egentlig er mod skizofreni, så det gøres nu, forklarer centerlederen.

- Vi håber jo, at den kan lindre deres symptomer, altså stemmehøring og vrangforestilling, siger Jimmi Nielsen.

SIND: Vigtigt at patienter forstår behandlingen

Hos SIND, interesseorganisationen for psykisk syge og deres pårørende, mener man som udgangspunkt, at det er fint at teste, om elektrochokbehandlingen virker på skizofrene.

Men landsformand Knud Kristensen er bekymret for, om patienterne ved, hvad det er for et forsøg de deltager i.

- Jeg kan godt have mine tvivl om, hvis man nu er meget svært syg og lider af skizofreni og måske er psykotisk. Hvor meget forstår man så af, hvad man siger ja til. Det skal man i hvert fald sikre sig, at de, der deltager i forsøget, ved, hvad det er de deltager i, siger han.

I alt kommer 70 patienter med meget svær skizofreni til at deltage i forskningsprojektet.

Facebook
Twitter