Nu skal skolerne også fjernundervise de mindste elever: 'Vi kommer til at drive rovdrift på forældrene'

Fra i dag er der digital undervisning på skemaet for stort set alle elever i folkeskolen.

Årets første skoledag bliver en virtuel en af slagsen. (ARKIV) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Skolernes klasselokaler står rungende tomme i dag, hvor juleferien er slut. I stedet står den på virtuel undervisning hjemme foran computeren eller tablet'en for langt de fleste elever.

På grund af coronarestriktionerne skal alle skolebørn i udgangspunktet fjernundervises fra i dag og foreløbig frem til 17. januar - med mindre restriktionerne forlænges.

- Det er lidt trist at skulle starte 2021 med, at eleverne ikke skal i skole. Men som tingene er, må vi bare anerkende, at vi bliver nødt til at fjernundervise dem, siger Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen.

Til forskel fra tidligere omfatter skolenedlukningen nu også elever i 0. til 4. klasse, der tidligere er blevet undervist i skolerne, mens deres ældre søskende og kammerater i udskolingen har været hjemsendt.

Og det bliver en udfordring at undervise de mindste elever på skærmen hjemme i dagligstuen eller på værelset, forudser Claus Hjortdal.

- De har et koncentrationsspænd, der er på cirka et kvarter. Det vil sige, at der faktisk helst skal være nogen til at hjælpe dem hele tiden.

- Så vi kommer til at drive rovdrift på forældrene, der er hjemme. Og det går så ud over dem, der også skal arbejde hjemmefra.

'Det bliver lidt af en kabale'

En af de familier, der fra i dag skal lære at tackle netop den situation, er familien Meier Kousgaard i Grindsted.

Efter julen og nytåret vender hverdagen tilbage for familien i Grindsted. Men ikke helt sådan som de kender den. (Foto: PRIVATFOTO)

Husstanden består af projektleder Dorthe Meier og energirådgiver Kaspar Kousgaard samt deres tre børn: Luna på otte, Ellen på seks og Rose på et år.

- Ja, det bliver lidt af en kabale, der skal gå op. Det vil nok tage nogle dage, før rutinerne er bygget op, siger Dorthe Meier, der også er formand for skolebestyrelsen på Lynghedeskolen.

Den mindste datter kan fortsætte i dagplejen, som ikke er omfattet af restriktionerne. Men ellers står den nu på skærmundervisning for de to døtre på henholdsvis 2. og 0. klassetrin.

- Jeg tænker, at vi må trække på erfaringerne fra marts måned, hvor de var hjemsendt. Men det bliver spændende at se, om vi kan få det til at gå op i en højere enhed samtidig med, at vi også skal passe vores job, siger Dorthe Meier og konkretiserer:

- Børnene er i hjemmeskole til klokken 13.30, og jeg har arbejde til klokken 15.30. Heldigvis er der bedsteforældre, der måske kan hjælpe til.

Dorthe Meier finder tryghed i, at hvert fald den ældste datter er forholdsvis selvhjulpen digitalt, når nu der igen er undervisning på skærmen derhjemme.

- Luna prøvede det i marts. Så vi har noget erfaring og rutine der. Hun skal sidde online klokken 8 på Teams (samarbejdsplatform red.) og lægge en plan sammen med klassen. Det har hun helt styr på.

Nødpasning omfatter flere familier

Det er ikke alle skolebørn, som nu skal sidde foran computerskærmen og modtage fjernundervisning på grund af de forlængede coronarestriktioner.

Fra i dag kan elever i 0. til 4. klasse nemlig også blive nødpasset og - undervist ude på skolerne.

Tidligere var det kun forældre med såkaldt kritiske funktioner, der havde den mulighed, men nu tæller ordningen også forældre, som selv har behov for at tage afsted på arbejde.

(ARKIV) Nødundervisningen var tidligere kun for skolebørn af forældre med kritiske funktioner. Nu gælder det også for familier, hvor far og mor skal møde fysisk ind på arbejde. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Det mærker de blandt andet på Bakkeskolen i Hørning syd for Aarhus, hvor skoleleder Anne Grete Nydam er klar til at åbne op for nødpasningen.

- Vi får mellem 20 og 30 børn her mandag. Og det betyder, at der er børn, der har brug for at være på skolen sammen med vores pædagoger. Vi glæder os til, at der er en god energi i det, siger hun.

Nødpasningen betyder også, at man i kommuner landet over har brugt juleferien på at forberede, hvor pasningen skal foregå og hvordan.

Blandt andet i Favrskov Kommune, hvor skolechef Anne Gammelby Lybecker de seneste dage har haft travlt med at ruste skolerne til den nye hverdag.

- Vi skal lynhurtigt have afdækket, hvad behovet er, så det handler om at få kontakt til forældre og få fundet ud af, hvem der har et pasningsbehov. Og så selvfølgelig koordineret med, at vi bemander korrekt.