Nuttet pindsvin storhitter på Instagram: 'Kan man ikke gøre sig unik på sociale medier, uden det går ud over pindsvinet?'

Flere hundredtusinder følger med, når det afrikanske pygmæpindsvin bliver fotograferet med strikhue, i kaninkostume eller vandmelonskaller.

Her ses det afrikanske pygmæpindsvin "Calico", der til de sociale medier er fotograferet i Washington D.C. under et roadtrip gennem USA. (Foto: CATERS NEWS)

Det har bløde pigge og kan akkurat lige være i din hånd.

Og måske er det netop dét, der har fået folk på de sociale medier til at kaste deres kærlighed på det 15 til 25 centimeter lange afrikanske pygmæpindsvin - også kendt som et afrikansk hvidbuget dværgpindsvin.

Alene på Instagram findes der mange profiler med flere end 100.000 følgere, og hvor der udelukkende bliver postet billeder og video af et nuttet minipindsvin.

Eksempelvis kan du på Instagram møde profilen "Mr. Pokee", som i den høje ende har 1,9 millioner følgere, og hvor der er fyldt med billeder af det lille dyr, som poserer med solbriller, strikhue og et par bagben, der stritter lodret op i luften.

Kigger vi til Ukraine, finder man minipindsvinet Rick, der optræder på "Rick_the_hedgehog" med 118.000 følgere, mens japanske Azuki, Monaka og Uiro kan findes på "hedgehog_azuki" med 413.000 følgere. Her er pindsvinene fotograferet i isglas, vandmelonskaller og kaninkostume.

Ekspert kalder tendensen 'problematisk'

Over de seneste år er det blevet "sindssygt populært" at lave indhold med pindsvinet til sociale medier, fortæller Sophie Lund Rasmussen, pindsvineforsker ved Aalborg Universitet og Oxford Universitet til P1Morgen.

- Pindsvinene får hatte og dukketøj på, bliver taget med på café, og der er sågar nogle af de allermest populære stjerner (pindsvin, red.), som kan bookes til sociale arrangementer, hvor de kommer ud.

Herefter liker og kommenterer folk det i stor stil.

- Det er meget nuttet, men kan man ikke gøre sig unik på de sociale medier, uden det går udover pindsvinet?

Udover det er synd for pindsvinene, der optræder på de sociale medier, så er der ifølge Sophie Lund Rasmussen heller ingen tvivl om, at tendensen vil få andre til at overveje eller decideret anskaffe sig et pindsvin.

Og det bekymrer hende.

- Jeg af alle forstår virkelig godt, at folk vil have et pindsvin i deres liv. Men samtidig er jeg også splittet over tendensen, fordi det er vilde dyr, der bliver revet ud af deres naturlige miljø.

Hun kan ikke forstå, hvorfor det er okay at holde et afrikansk hvidbuget dværgpindsvin, når det, vi kender fra den danske natur, er fredet og absolut ikke må holdes som kæledyr.

Harry Potter-tøj og nissehuer er lidt af det, de små internetstjerner bliver klædt i, når de skal fotograferes til de sociale medier. (Foto: CATERS NEWS)

' Det ligger langt fra dens natur'

Afrikansk hvidbuget dværgpindsvin kommer oprindeligt fra Afrika, er vant til at gå langt for at finde føde, elsker at være vågen om natten og frygter mennesker. Det er kun få generationer siden, at det levede vildt, forklarer Sophie Lund Rasmussen.

- Nu skal det lige pludselig leve i et kaninbur og fungere som et kæledyr, der er vågen om dagen, hvor det skal tages ud, fordi man eksempelvis gerne vil lave indhold til Instagram med den.

Det ligger lagt fra dets natur, men hun erkender samtidig, at dem, man kan købe hos opdrætterne, selvfølgelig er mere tamme, fordi de er opfostret i menneskehænder og altså ikke decideret revet ud af deres naturlige områder i Afrika, som de vildfangne kan være.

Har du set så tilstrækkelig mange nuttede billeder på Instagram, at du nu selv overvejer at købe et minipindsvin, er det derfor "enormt vigtigt", at du udover at sætte dig ind i, hvordan det skal passes også vælger at købe et fra nogle seriøse opdrættere.

- På den måde støtter man ikke direkte den kæledyrsindustri, der indfanger vilde afrikanske hvidbugede dværgpindsvin i deres naturlige omgivelser med den mulige konsekvens, at de bliver udryddet.

Opdrætter: Folk vil have et anderledes dyr

En af de større opdrættere af afrikanske pygmæpindsvin herhjemme er LYL-Hedgehog.dk, som Lotte Langkilde ejer sammen med sin søster.

Et slag på tasken er, at de årligt opdrætter 20 afrikanske pygmæpindsvin, som de fint plejer at kunne sælge. Der er dog ikke sket et kæmpe boom i salget af det lille instagramfænomen.

- Interessen for dem har hele tiden været der og er i hvert fald vedvarende. Jeg fornemmer også, det er et dyr, der er ved at vinde frem. Mange vælger pindsvinet for at få et anderledes dyr, siger hun.

Og hvordan kommer man så til at opdrætte afrikanske pygmæpindsvin? For Lotte Langkildes vedkommende begyndte det for seks år siden, hvor hendes 12-årige datter netop havde forelsket sig i det piggede dyr.

- Som en typisk mor sagde jeg, at pindsvin hører til i haven. Min datter blev ved, og jeg sagde, hun kunne glemme det.

Men da Lotte Langkilde så, hvor "nuttede" de var, blev en datters ønske pludselig til en mors hobby.

En pindsvineforsker mener, det er problematisk, når dyret skal bo og leve i rammer, som går mod dens naturlige instinkter. Er du enig i det?

- Hvad så med et marsvin? Der er rigtig mange dyr, der har været vilde dyr, før vi har taget dem ind. Men selvfølgelig skal man tage hensyn til pindsvinet og give det gode betingelser. Man må ikke tro, det er et decideret kæledyr.

Dyrenes Beskyttelse anbefaler også, at du kun køber gennem en opdrætter, hvis du overvejer et afrikansk hvidbuget pindsvin.

FacebookTwitter