Ny aftale: Handicappede får lettere ved at tage toget

Der bliver kortere fra tanke til togtur for passagerer, der skal have ekstra hjælp til at komme ind i kupéen.

Det bliver lettere for passagerer med handicap at komme med toget.

Det er et af resultaterne af den aftale om statens kontrakt med DSB, som regeringen, SF og Enhedslisten ventes at lande tirsdag aften.

Som det er i dag, skal de handicappede, der har behov for hjælp, bestille assistance hos DSB til at komme med toget 48 timer før afgang. Men allerede til sommer bliver den periode halveret til 24 timer.

- Vi har fået nogle markante forbedringer for personer med handicap. De får en meget kortere frist til at bestille hjælp, når de skal med toget, siger Henning Hyllested, transportordfører for Enhedslisten.

Varslingstiden, som det hedder, skal på sigt ned på 12 timer - og hvis det kan lade sig gøre, helt ned på to timer, siger Henning Hyllested.

Handicaporganisationer glæder sig

De bebudede forbedringer glæder Danske Handicaporganisationer.

- Mulighed for handicapassistance er for nogle grupper af mennesker med handicap afgørende for, om man kan komme med toget. Derfor er jeg virkelig glad for, at man politisk har besluttet, at forholdene skal være bedre, siger Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.

Formanden skrev tidligere en tak til transportminister Magnus Heunicke på Twitter.

https://twitter.com/Thorkild_Olesen/status/575305226787270661

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk