Ny anbefaling fra Sundhedsstyrelsen: Børn mellem 12 og 15 år bør også vaccineres mod coronavirus

De 12-15-årige vil formentlig blive inviteret til vaccination til september.

Det Europæiske Lægemiddelagentur har allerede godkendt Pfizers coronavaccine til børn mellem 12 og 15 år. Arkivfoto. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

Sundhedsstyrelsen anbefaler nu, at børn mellem 12 og 15 år også bliver vaccineret mod coronavirus. Det har styrelsen meldt ud på et pressemøde i dag.

Man har valgt at anbefale vaccinen til børn over 12, fordi man ellers ikke er sikker på, at der vil være immunitet nok i befolkningen, når det igen bliver vinter, og der måske kommer nye mutationer.

- Når vi er færdige med at vaccinere dem fra 16 år og op, har vi måske en samfundsimmunitet på i alt 60-65 procent. Læg dertil dem, der er under 16 og har haft sygdommen. Så er det måske 70 procents samfundsimmunitet.

- Så er spørgsmålet, om det er tilstrækkeligt til at bevare epidemikontrollen. Der er svaret, at det nok ikke er tilstrækkeligt. Det er baggunden for vores anbefaling, siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.

Sundhedsstyrelsen holdt pressemøde om vaccination af børn i dag med direktør Søren Brostrøm og formanden for børnelægerne, Klaus Birkelund Johansen. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Ritzau Scanpix)

Vaccination af børn mellem 12 og 15 år vil ifølge Brostrøm kunne give yderligere cirka 4 procents samfundsimmunitet.

Inden pressemødet i dag var vaccinerne kun anbefalet til personer på 16 år eller ældre.

Det er altså ifølge Søren Brostrøm ikke beskyttelsen af det enkelte 12-årige barn, der er årsagen til, at man nu anbefaler vaccinen til dem. Det er, at der er brug for ekstra immunitet i befolkningen.

Kommer ikke foran andre i køen

De 12-15-årige vil formentlig kunne blive vaccineret fra en gang i september, lyder det fra Sundhedsstyrelsen.

15-årige vil selv modtage invitationen til vaccination i e-Boks, mens børn på 12-14 år vil blive inviteret gennem deres forældre.

Anbefalingen til de 12-15-årige kommer ikke til at ændre på, hvornår andre bliver inviteret til en vaccination. De vil først blive vaccineret, når den sidste vaccinegruppe - de 30-34-årige - er blevet inviteret.

Anbefalingen kommer, efter Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, godkendte coronavaccinen fra Pfizer til børn fra 12 år og op den 28. maj. Siden da har Sundhedsstyrelsen været i gang med at vurdere, om man ville tilføje de 12-15-årige til det generelle vaccinationsprogram.

Børnelæge er glad for at vente

pressemødet deltog også Klaus Birkelund Johansen, der er formand for børnelægerne i Dansk Pædiatrisk Selskab. Han har tidligere udtalt sig skeptisk i forhold til at vaccinere alle 12-15-årige.

Han understreger i dag, at han er tryg ved, at de bliver vaccineret. Men han er også tilfreds med, at det først bliver til efteråret.

- Vi har været ude og argumentere for, at man bør være afventende, fordi vi ikke føler, at vi er kloge nok på, om der skulle dukke sjældne bivirkninger op.

- Vi mener, at vi har tid til at vente. Og vi mener, det bør være muligt at vente på, at vi bliver klogere og indhenter informationer for dem, der bliver vaccineret i eksempelvis Tyskland og USA, siger han.

Med på pressemødet var også Klaus Birkelund Johansen, der er formand for Dansk Pædiatrisk Selskab. Han var ikke begejstret for, at man har besluttet at anbefale vaccinen til børn allerede nu. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Ritzau Scanpix)

Derfor ville han heller ikke anbefale vaccinen til et barn på nuværende tidspunkt.

- Jeg ville anbefale at vente, til vi får mere information.

- Jeg ville ønske, man ventede med at træffe den her beslutning, til vi nærmer os september og er klogere.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, understregede da også på pressemødet, at man i de kommende måneder vil følge de internationale erfaringer med vaccination af børn, inden det bliver udrullet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk