Ny anholdelse efter skuddrab i Rungsted

Dykkere leder efter beviser og spor i vandet ud for Rungsted, hvor en ung mand blev dræbt lørdag aften.

Politi og ambulancer var talstærkt til stede efter skyderiet på Rungsted Strandvej, lørdag den 6. april 2019.. (Foto: Mathias Øgendal/Ritzau Scanpix) (Foto: MATHIAS ØGENDAL © Scanpix)

I sagen om et blodigt opgør på Rungsted Strandvej lørdag aften, hvor en 20-årig mand fra Nivå blev skudt og dræbt, er endnu en person blevet anholdt.

Vedkommende blev anholdt søndag og bliver fremstillet i et grundlovsforhør mandag eftermiddag. Det bekræfter Nordsjællands Politi.

- Nu har vi fremstillet en i dag, som er blevet opretholdt anholdelse på i to gange 24 timer, siger Lau Thygesen, der er politiinspektør hos Nordsjællands politi.

Ifølge Retten i Helsingør er den anholdte sigtet for drab, drabsforsøg og våbenbesiddelelse.

Dykkere arbejder i Øresund

Søndag aften blev to mænd varetægtsfængslet i fire uger, mens tre andre mænd fik opretholdt deres anholdelse i tre døgn. De fem mænd er alle sigtet for drab og drabsforsøg, men nægter sig skyldige.

Mandag har dykkere arbejdet i vandet ud for Rungsteds kyst for at finde spor og beviser i sagen.

- Vi kan bekræfte, at vi er ude med dykkere. De leder efter muligt henkastede genstande, siger politiets pressekvinde.

Politiet vil ikke gå i detaljer med, hvad man leder efter. Det kan dog være kniven, som blev brugt i sammenstødet.

Politiet har allerede fundet et skydevåben og flere efterladte biler i området, men man har endnu ikke fundet en kniv, der kan være brugt.

Det er efter alt at dømme et opgør mellem to kriminelle grupper. Politiet har dog indtil videre ikke fastslået, hvad der gik forud for episoden, og om opgøret var planlagt.

/ritzau/

Facebook
Twitter