Ny anklage mod Abu Laban

Skjulte tv-optagelser afslører, at imam Abu Laban omtaler en person, der "vil lave fuldstændig ravage og gennemføre en martyr-aktion". Kriminalpolitiet samler materiale og forbereder en afhøring af den omstridte imam.

Iman Abu Laban på den skjulte optagelse, som nu fører til at han skal afhøres af politiet. (Foto: © DR, DR)

Den franske tv-journalist, som har infiltreret det danske imam-miljø, retter nu ny anklager mod danske imamer.

En af hans skjulte optagelser afslører nemlig, at imam Abu Laban omtaler en person, der "vil lave fuldstændig ravage og gennemføre en martyr-aktion", oplyser TV AVISEN.

Martyraktion nu

Mens Muhammed krisen er på sit højeste den 21. februar stiger imam Abu laban ind i en vens bil ved Abu Labans Moske i Københavns nordvestkvarter.

Med i bilen er en fransk fotograf, og Abu Laban ved, at fotografen ikke forstår arabisk. Med skjult kamera optager fotografen samtale mellem de to mænd.

Pludselig fortæller Abu laban med dæmpet stemme om en mand, der har kontaktet præsidenten for Den Arabiske Liga, Amr Moussa : - Han gør alt for at skabe kontakter. Han har kontaktet Amr Moussa. han vil gå ind i det og gøre det til en martyraktion nu, siger Abu Laban på den skjulte optagelse.

Overbevist om selvmordsaktion

Journalisten Mohammed Sifaoui fulgte sammen med en fotograf i fire dage en række danske imamer og brugte sine skjulte optagelser til en dokumentarfilm. Klippet med Abu laban kom ifølge Sifaoui ikke med i filmen, fordi de ikke havde detaljer nok til at vide, hvem Abu Laban talte om.

Sifaoui er overbevist om, at Abu laban talte om en selvmordsaktion.

Abu Laban meddeler fra Bahrain, at han ikke ønsker at tale med TV AVISEN.

Vil blive afhørt af politiet

Kriminalpolitiet er gået i gang med at samle materiale i sagen, men der er ingen akut hast.

- Vi har ingen planer om at tale med dem i weekenden, siger chefinspektør Per Larsen.

- Vi tager det selvfølgelig alvorligt, men nu skal vi først have samlet materialet sammen, siger chefinspektøren.

Også imam Ahmed Akkari, som det franske program optog mens han kom med indirekte trusler mod politikeren Naser Khader, kan vente at blive afhørt, når han vender hjem.

Danske politikere er rystede

Danske politikere er rystede over udtalelserne. - Det er meget ubehageligt, og jeg synes, at Abu laban, hvis han vil være her, skal tænke sig grundigt om på, hvilke konditioner han er her, siger De Radikales leder, Marianne Jelved.

- Der er klare formuleringer i der her, der taler om martyrer - altså selvmordsbomber i en eller anden forstand, og så er det en sag, som efterretningstjenesten og politiet hurtigst muligt må gå ind i, siger hun.

Den konservative Helge Adam Møller siger, at Abu laban er en mand ligesom Ahmed Akkari - en mand, man ikke kan stole på, en mand der taler med to tunger.

Dansk Folkeparti leder Pia Kjærsgaard kræver at justitsminister Lene Espersen går ind i sagen.

- Jeg synes efterhånden, at alle de her mere eller mindre betændte personer fra Islamisk Trossamfund skal forhøres af politiet. Denne sag skal endevendes. Det lyder fantastisk skræmmende det her, og det er ikke noget en politiker kan sidde overhørig. Jeg vil derfor gå til justitsminister Lene Espersen for at få hende til at tage affære, siger Pia Kjærsgaard.