Swipe til højre, swipe til venstre.
Bevægelsen med pegefingeren er velkendt for de mange, der er på jagt efter kærligheden - hvad enten det er for livet eller aftenen.
Men en ny app vil nu gøre op med overfladisk netdating - og måske afværge et uønsket "dickpic" eller to.
The One hedder app'en, som er udviklet på Island og nu er blevet lanceret i Danmark. På app'en får du et - og kun et - match hver dag. Og det match har du 24 timer til at chatte med. Hvis ikke I begge forlænger chat-perioden, forsvinder matchet for evigt.
- Vi tror på, at datingsapps er en god måde at møde en potentiel partner for livet på, men det er mærkeligt, at mange apps er lavet til, at man sorterer en masse mennesker fra ud fra udseendet, siger medstifter og direktør David Simonarson over telefon fra Island.
- Vi vil hjælpe folk med at have en ægte forbindelse og give hinanden chancen.
Var han et ordentligt menneske?
App'ens algoritmer matcher folk på baggrund af blandt andet alder, hvor i landet, man bor, og hvornår på døgnet, man oftest er klar til at chatte.
Men du får ikke meget information om den, du bliver matchet med - kun et enkelt fotografi, fornavn og alder. Og det er der en grund til, siger David Simonarson.
- Det har vi gjort for, at man ikke skal kunne internetstalke folk uden for app'en. Det er faktisk ret almindeligt for mange mennesker, at de finder deres tindermatches på Facebook og Instagram og sender dem måske et upassende fotografi på Instagram eller Snapchat.
Derudover bliver alt for mange kvinder udsat for chikane på datingsapps, mener folkene bag The One.
- 85-90 procent af al chikane på datingapps er rettet mod kvinder, siger David Simonarson, og derfor har app'en indført en form for kvalitetskontrol af de mandlige matches, fortæller han.
- Efter hver chat spørger app'en hver enkelt kvinde om hendes match var en god person eller ej. For hvis man ikke er et ordentligt menneske, så skal man slet ikke bruge vores app.
Hvad med mændene?
Alle kan rapportere chikane, men det er kun kvinderne der bliver direkte spurgt, om deres match har opført sig ordentligt.
Hvis man svarer, at ens match har været 'uordentlig' eller uanstændigt, bliver han blokeret fra app'en og kan ikke komme på app'en igen.
Hvorfor spørger I ikke mænd om det samme?
- Der er så få kvinder, der chikanerer mænd på datingsapps, så vi har ikke brug for at spørge mændene om det, og de kan bare rapportere det, hvis de oplever chikane. Men vi er åbne overfor at udvide det til også at spørge mændene om det samme, for at gøre det endnu mere sikkert for både mænd og kvinder.
Men der er ingen risiko for, at forsmåede kvinder kan få mænd blokeret uden god grund, forsikrer David Simonarson.
- Hvis man trykker på 'uanstændig'-knappen eller rapporterer nogen, så kigger et særligt bedømmelsesteam på sagen og ser, om vedkommende blev rapporteret på et falsk grundlag, eller om det er en legitim rapport.