Ny Emilie Meng-efterforskning sker efter personligt møde med justitsministeren

Emilie Mengs familie fik direkte adgang til justitsministeren og politiets øverste ledelse, der satte topefterforskere på drabssagen.

Lys og en lille blomst ved Ekstra Bladets forside på Korsør Station, hvorfra Emilie Meng forsvandt. Et halvt år senere blev hun fundet død. Arkivfoto. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Op til ti topefterforskere fra flere politikredse skal de kommende måneder kulegrave efterforskningen i sagen om drabet på 17-årige Emilie Meng.

Det er blevet besluttet af politiet, efter at den nærmeste familie til den dræbte teenager har holdt et personligt møde med justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Familien tog kontakt til justitsministeren for at få sat skub i drabsefterforskningen.

Ifølge DR's oplysninger mente familien, at efterforskningen hos det lokale politi, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, var utilstrækkelig.

På mødet med justitsministeren satte familien spørgsmålstegn ved dele af efterforskningen.

Det bekræfter familiens bistandsadvokat, som dog ikke ønsker at kommentere utilfredsheden med politiets indsats.

- Familien er meget tilfredse med, at der kommer nye øjne på, sådan at alle sten bliver vendt, udtaler bistandsadvokat Mai-Brit Storm Thygesen.

Pape fik brev fra Emilie Mengs familie

Justitsminister Søren Pape Poulsen bekræfter mødet med familien.

- Jeg har sammen med relevante embedsmænd fra ministeriet mødtes med Emilie Mengs nærmeste pårørende og deres bistandsadvokat, udtaler han i et skriftligt citat.

- Mødet kom i stand, efter jeg havde fået et brev fra Emilie Mengs pårørende, som gjorde dybt indtryk på mig. Det er en ulykkelig sag, som jeg tror har berørt alle danskere, tilføjer justitsministeren.

Efter mødet med justitsministeren har bistandsadvokaten for Emilie Meng-familien holdt møde med rigspolitichefen, rigsadvokaten og politidirektør Lene Frank fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Rigspolitiet har oplyst, at der efterfølgende blev aftalt at iværksætte en fornyet gennemgang af efterforskningen, oplyser Justitsministeriet.

Erfarne politiefterforskere på sagen

Nu endevender en gruppe af erfarne politiefterforskere fra flere politikredse sagen om drabet på den 17-årige Emilie Meng fra Korsør, der efter mere end to år stadig ligger uopklaret på politiets bord.

Siden den 28. august har gruppen af op mod ti efterforskere, efterforskningsledere og analytikere set på sagen.

Personerne kommer fra Rigspolitiet og flere politikredse - blandt andet drabsafdelingen i Københavns Politi, fortalte politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi tidligere i dag til DR Nyheder.

Gruppen skal gennemse over tre millioner oplysninger i sagen for at sikre sig, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ikke har overset noget i sagen.

Først når alt materialet er gennemgået, er efterforskerne færdige.

Pres på politiet

Kim Kliver fortalte til DR Nyheder, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi løbende har oplevet pres fra mange flere sider for at få opklaret drabssagen, der med politiets ord er grov.

Kommer I med det her initiativ, fordi der har været pres fra familien eller oppe fra i systemet?

- Der er selvfølgelig et pres fra os selv, og der er et forståeligt pres fra familien og fra alle omgivelserne om, at så grov en sag den i høj grad fortjener at blive opklaret, sagde han blandt andet.

Men er nogen der oppe fra i systemet, der har sagt til politiet, at "nu skal I sætte nogle flere folk til at kigge på det her igen"?

- Det her passer rigtig godt i forhold til den tilgang, vi selv har haft til sagen, og derfor er det en glimrende lejlighed til at lave en fornyet kritisk gennemgang af hele materialet, sagde Kim Kliver også.

Selve drabsefterforskningen har tidligere vakt opsigt.

Blandt andet har politiet fem gange ransaget et hus i Korsør uden resultat. I huset boede en pensionist, som borgere i Korsør mistænkte for at skjule Emilie Meng. Det afviste politiet efter ransagningerne.

Ifølge DR Nyheders oplysninger blev den sidste af de fem ransagninger sat i værk efter pres fra Justitsministeriet.

Pensionistens advokat kritiserede efterfølgende de private borgere for at have iværksat en privat efterforskning og lægge maksimalt pres på politiet og anklagemyndigheden ved at anmelde pensionisten til både Justitsministeriet, Rigsadvokaten og politiets ledelse.

Ejeren af huset, en pensionist, forsøgte efterfølgende at få erstatning for den mistænkeliggørelse, han havde været udsat for. Det lykkedes ikke.

En mand er sigtet i sagen om drabet på Emilie Meng. Han sidder i øjeblikket varetægtsfængslet for en anden forbrydelse.

Emilie Meng-sagen

  • Det er over to år siden, at den 17-årige teenager Emilie Meng forsvandt efter en bytur.

  • Hun havde været i byen i Slagelse med to veninder og tog toget hjem natten til den 10. juli 2016, men forsvandt omkring klokken fire om natten efter at have sagt farvel til sine to veninder.

  • I tiden efter Emilie Mengs forsvinden gik politiet fra hus til hus i Korsør. Der blev også søgt med hunde for at finde spor af Emilie Meng i lokalområdet, og særligt en bolig blev ransaget flere gange uden resultat.

  • Et halvt år efter Emilie Mengs forsvinden, den 24. december 2016, fandt en hundelufter liget af hende i en sø nær Borup på Midtsjælland. Liget havde ligget i søen i flere måneder.

  • Efterfølgende efterlyste politiet en lys bil, som overvågningskameraer havde fanget ved Korsør Station den nat Emilie Meng forsvandt.

  • Politiet har også efterlyst vidner, som var ved søen i Borup på Sjælland den 10. juli om morgenen. Her havde et vidne nemlig set en hvid bil og en mand bære rundt på noget tungt nær det sted, hvor liget af Emilie Meng blev fundet.

Facebook
Twitter