Ny førtidspension skaber frygt hos syge

Regeringen vil ændre på førtidspensionen. Formand for Sind fortæller om grædende medlemmer, der frygter for deres fremtid.

Psykisk syge frygter, hvad der kommer til at ske med deres førtidspension, efter regeringen har lagt op til ændringer.

Statsminister Lars Løkke Ramussens fastslog i sin åbningstale til Folketinget tidligere på ugen, at unge under 40 år for fremtiden ikke skal ende på en livsvarig førtidspension.

Grædende medlemmer hos Sind

Det er særligt psykisk syge, der ifølge regeringen for ofte bliver tildelt førtidspension. 4500 danskere under 40 får årlig tilkendt førtidspension, og heraf er psykiske lidelser begrundelsen for de 3000.

Og meldingen er nået ud til de mennesker, der i dag lever af førtidspension, fortæller Knud Kristensen, der er landsformand for Sind, som kæmper for sindslidendes interesser.

- Jeg får opringninger fra medlemmer, der græder i telefonen og spørger: Hvad sker der nu med mig? Jeg kan svare: Rolig, det kommer kun til at gælde fremadrettet. Men det viser noget om, hvor sårbar man kan være, siger Knud Kristensen.

Det handler om anstændighed

Ifølge statsministeren handler det om anstændighed. For Lars Løkke mener, det er uanstændigt at give en kvinde på 23 år livslang førtidspension. Knud Kristensen mener, at det er lige omvendt.

- Det er absolut anstændig at sikre folk et fornuftigt forsørgelsesgrundlag. Der er formentlig ikke nogen, der får førtidspension, uden der er en grund til det. Så der er ikke nogen grund til at sige, at de skal vente, indtil de bliver 40 år for at finde ud af, hvad skal de leve af, siger Knud Kristensen.

Regeringen har endnu ikke spillet ud med et konkret forslag til reform af førtidspension. Men Lars Løkke Rasmussen siger, at det handler om at give hjælp og støtte til at komme videre i livet.

Knud Kristensen mener, at man kan give den hjælp og støtte ved at sørge for, at der er skånejob til de førtidspensionister, der ønsker det. For alternativet med at vente med at tilkende en førtidspension kan gøre syge mennesker mere syge, lyder det

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk