Ny forskning afliver myte: Staten tjener på østeuropæere

Østeuropæere har siden 2006 bidraget positivt til statskassen, viser hidtil største undersøgelse af området.

I 2013 havde 73.312 europæere fra de nye EU-lande bopæl i Danmark, mens der fra de gamle EU-lande var 86.545 personer. (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Når østeuropæere tager job i Danmark, ender det med at koste statskassen penge.

Sådan har det lydt i tidligere analyser, der er blevet hevet frem, når debatterne om EU-borgeres ret til dansk børnecheck eller SU har raset.

Men nu viser det sig slet ikke at passe, skriver Politiken.

Har givet plus i kassen siden 2006

For østeuropæerne bidrager positivt til statskassen og har gjort det uden undtagelse siden 2006, viser et nyt studie fra Københavns Universitet og SFI, som samtidig er den mest omfattende undersøgelse til dato.

I 2013 tjente statskassen således 6.959 kroner per østeuropæer, og ser man samlet på EU-borgere, er kasseplusset helt oppe på 21.205 kroner, når alle udgifter til velfærdsydelser, lægebesøg, hospitalsophold, brug af børnehaver og vuggestuer og endda udgifter til brug af affaldssystemer og slitage på vejene er regnet med.

- Når man ser på, hvad det samlet set koster, så er det stadigvæk noget, der kan finansieres af de mange skattekroner, som EU-borgere lægger i den danske velfærdskasse, siger Dorthe Sindbjerg Martinsen, der er professor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, og sammen med Gabriel Pons Rotger fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) står bag undersøgelsen.

De to forskere har brugt mere end et år på undersøgelsen, som er mere dybdegående som tidligere undersøgelser, der kun har været baseret på stikprøver blandt EU-borgere i Danmark. I denne undersøgelse er alle EU-borgere med bopæl i Danmark i perioden 2002-2013 regnet med.

DF: Østeuropæere tager stadig job fra ufaglærte

Christiansborg, hvor politikere fra hele det politiske spektrum har beskyldt østeuropæiske arbejdstagere for at underminere det danske velfærdssystem, bliver undersøgelsen modtaget med blandede følelser.

Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti, der tidligere har kaldt østeuropæerne for velfærdsturister, der er blevet i Danmark for at få del i sociale ydelser, siger til Politiken, at det er "glædeligt, hvis en seriøs gennemgang viser, at der er et bedre bidrag fra de her primært østeuropæere i Danmark, end vi hidtil har regnet med".

Men han fastholder samtidig, at østeuropæerne er med til at undergrave velfærdssamfundet ved at tage job, der ellers kunne være gået til ufaglærte danskere.