Ny græsart betyder færre miljøskadelige ko-bøvser

Forskere har udviklet en græsart, som køer har nemmere ved at fordøje, så der ikke udledes så meget metangas.

Først om syv-otte år vil landmændene kunne købe den nye græssort, som er bedre for køernes fordøjelse. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Køer skal udlede mindre mængder metangas, der påvirker miljøet negativt, og derfor har forskere fra Aarhus Universitet udviklet en ny græsart, som køerne har lettere ved at fordøje.

Dermed får de mindre gas i maven, og det ser miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen stort potentiale i. Projektet har derfor fået 13,5 millioner kroner i støtte fra ministeriet.

- Vi ved jo, at kvæg er en af landbrugets syndere, når det kommer til udledning af klimagasser. Så derfor er det vigtigt, at vi forsker i, hvordan vi kan nedbringe køers udledninger, siger han.

Samtidig hæfter ministeren sig ved, at den nye lettere fordøjelige græsart også vil øge køernes produktion af mælk.

Forskerne har denne gang gjort brug af moderne dna-teknologi, og derfor er forventningerne til resultatet høje, siger seniorforsker Torben Asp fra Institut for Molekylærbiologi og Genetik på Aarhus Universitet.

Han siger, at metangas kommer ud af koen, når den bøvser, og at det er en misforståelse at tro, at det er ko-prutterne, der påvirker klimaet negativt.

Det nye supergræs ventes ifølge frøvirksomheden DLF tidligst klar om syv-otte år.

/ritzau/

Facebook
Twitter