Ny høring: Sidste forsøg på at løse Scandinavian Star-mysterium

En overlevendes private efterforskning kan måske afsløre, hvad der forårsagede branden på Scandinavian Star for næsten 25 år siden.

Det er knap 25 år siden, at en voldsom brand brød ud på passagerskibet 'Scandinavian Star', da skibet var på vej fra Oslo til Frederikshavn. 158 mistede livet. (Foto: JOAKIM ROOS © Scanpix)

24 år og ni måneder.

Så længe er det siden, at en voldsom brand brød ud på passagerskibet 'Scandinavian Star', da skibet var på vej fra Oslo til Frederikshavn. 482 personer var ombord, og 158 af dem mistede livet.

Tragedien, der tidligere er blevet kaldt Skandinaviens største kriminalmysterium, er aldrig blevet opklaret, men nu kan gåden blive løst.

Mandag begynder nemlig en retlig høring i Københavns Byret, og de danske og norske anklagemyndigheder har indkaldt en af de overlevende fra branden, Mike Axdal, som vidne.

I byretten forventes det, at han fremlægger en 236 sider lang dokumentation, som han har indsamlet, siden branden brød ud natten til 7. april 1990. Og ifølge ham selv kommer der en del overraskelser.

Tre måneder fra at blive forældet

Udover at være overlevende og pårørende, er Mike Axdal også talsmand for Scandinavian Stars danske støtteforening. Han mistede sin far og bror ved branden og har i årevis efterforsket brandårsagen.

Og nu har han travlt - om mindre end tre måneder vil sagen nemlig være forældet.

- Vi vil have et punktum i den her sag. Sandheden skal frem én gang for alle, så overlevende og pårørende kan komme videre, og så de, som omkom ombord, kan hvile i fred, siger Mike Axdal.

Kronvidne kræver åbne døre

Forinden høringen mandag krævede Axdal åbne døre.

- Jeg ser frem til mandagens behandling, især fordi der er en dommer til stede, og alt bliver ført i retsprotokollen. Jeg mener, at sagen har offentlig interesse og er så gammel, at jeg vil kræve den kørt for åbne døre, oplyser han.

De åbne døre er anklageren dog ikke med på. Specialanklager Jakob Buch-Jepsen fra Københavns Politi retter ifølge Ritzau følgende kritik mod Axdal:

- Noget tyder på, at der er en del oplysninger, som han tilbageholder, eller som han kun ønsker at udlevere på sine præmisser.

Ifølge specialanklageren kan Mike Axdal sidde inde med 'helt afgørende informationer" for sagens opklaring.

Danmark bistår norsk efterforskning

I forbindelse med opklaringen har norsk politi tidligere givet en dansk lastbilchauffør, der selv omkom i branden, skylden. Siden har en række svenske brandeksperter dog sået tvivl om den påstand, fordi det er usandsynligt, at danskeren kunne have startet de i alt seks brande på skibet.

Også kaptajnen, rederen og Scandinavian Stars direktør blev i 1993 dømt for overtrædelse af loven om skibes sikkerhed. De fik den daværende strengeste straf på seks måneders hæfte, som er en mild type fængselsstraf.

Teorien om forsikringsbedrageri undersøges

Det var den norske rigsadvokat Tor Aksel Buch, der sidste år gav tilladelse til, at norsk politi starter en ny efterforskning af branden. I september 2014 oplyste også den danske rigsadvokat Ole Hasselgaard, at de danske myndigheder er klar til at bistå nordmændene i deres undersøgelser.

Han slog dog samtidig fast, at der ikke bliver nogen ny dansk efterforskning.

Mandagens høring kommer primært til at omhandle ejer- og rederforholdet, derudover kan den formentlig være med til at afklare, om færgen blev sat i brand som en del af et forsikringsbedrageri, som mange af de pårørende mener.

FacebookTwitter