Ny kampagne: Er du klar til at få hund?

Et nyt samarbejde mellem Fødevarestyrelsen og dyrlæger skal nedbringe antallet af unødvendige aflivninger.

Mange af hundene udvikler adfærdsproblemer, fordi deres ejere ikke har tid til at tage sig af dem. (Foto: chalabala © Scanpix)

Går du og overvejer at anskaffe dig en hund? Tag en test og find ud af, om du er klar.

Sådan lyder tilbuddet fra fire institutioner, der er gået sammen om projektet 'Klar til Hund'.

Hvert år afliver vi i Danmark næsten 12.000 hunde, der ikke fejler noget fysisk. Det tal vil man nedbringe med kampagnen, der er lavet i samarbejde mellem Fødevarestyrelsen, Den Danske Dyrlægeforening, Dyrenes Beskyttelse og Dansk Kennel Klub.

- Derfor har vi startet den her kampagne, som skal oplyse folk bedre om, hvad det egentlig vil sige, at have en hund, siger fødevareminister Dan Jørgensen (S).

Ikke tid til at passe hunden

Mange af hundene bliver aflivet, fordi deres ejere ikke har tid til at passe dem ordentligt, og derfor udvikler de psykiske problemer, der gør, at de ikke kan placeres hos nye ejere.

- Der er desværre mange der - måske som impulskøb eller fordi man ikke har tænkt sig helt om - anskaffer sig en hund, og så derefter ikke kan tage vare på den, siger Dan Jørgensen.

Ingen hund til Dan

Testen kan man tage på kampagnens hjemmeside, og den viser i hvert fald, at man ikke skal købe en hund, hvis man er fødevareminister i et lille, nordisk land.

- Jeg har selv taget testen for at se, om jeg kunne være egnet til at have en hund, det vil jeg nemlig meget gerne. Men den fraråder mig at få en hund, fordi jeg er for lidt hjemme, bor i en lejlighed og er ude rejse tit, fortæller Dan Jørgensen.

Facebook
Twitter