Ny kønsdebat på KU: 'Non-binær' manglede som svarmulighed på spørgeskema

Diskussionen rasede, og tre dage senere blev universitetets fællesmail lukket ned.

Da en studerende kritiserede, at "mand" og "kvinde" var de eneste svarmuligheder under køn, rasede debatten. Billedet her har intet med den konkrete sag at gøre. (Foto: Kasper palsnov © Scanpix)

Egentlig ville to specialestuderende på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet blot have deres medstuderende til at svare på et spørgeskema.

Men da de sidst i oktober havde brugt fællesmailen til at sende spørgeskemaet ud til cirka 7.000 medstuderende, begyndte diskussionen at rase.

Jyllands-Posten skriver, at en person havde trykket "svar alle" med en kritik af, at man kun kunne svare "mand" eller "kvinde" under svarmuligheden for køn.

"Det kan selvfølgelig godt være, at I specifikt ønsker at undersøge binært kønnede borgeres attituder til hospitalers performance, men måske har I bare glemt, at der findes ikke-binære borgere blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen...Det kan også være, I synes, at jeg er pisseirriterende at forpeste jeres sparsomme specialetid med samfundsvidenskabelige fakta omkring mit oversete og minoriserede køn." skriver den studerende og slutter af med "god arbejdslyst og kæmpe held & lykke med specialet!"

Se hele mailen herunder:

(Foto: Københavns Universitet © (C) DR Nyheder)

Lukker ned for fællesmailen

Derefter begyndte diskussionen at rulle på fællesmailen.

En anden studerende skrev for eksempel, at:

"Din krænkelsesparate mail er decideret uforskammet. Du har din gode ret til at kalde sig selv lige, hvad du vil og fred være med det. Hvad du derimod ikke har ret til, er at forlange, at det omkringliggende samfund skal acceptere, hvad du dikterer. Der findes to køn og længere er den ikke."

Se hele mailen herunder:

(Foto: Københavns Universitet © (C) DR Nyheder)

I mailtråden, som DR Nyheder har fået aktindsigt i, efterlyser flere studerende, at universitetets ledelse griber ind over for den hårde tone, som især blev rettet mod den studerende, der manglede en svarmulighed til sit ikke-binære køn.

Tre dage senere blev muligheden for at sende fællesmail lukket ned af ledelsen.

Debat ikke årsag til lukning

På Det Samfundsvidenskabelige Fakultet afviser prodekan for uddannelse Andreas de Neergaard, at lukningen af fællesmailen bunder i den aktuelle kønsdebat.

- Vi var faktisk ikke klar over, at de studerende kunne bruge systemet til at sende fællesmail ud til alle. Og det er en klar KU-politik, at den slags alle-meddelelser skal lægges på vores website og ikke sendes på en allemail, siger han til DR Nyheder.

- Derfor lukkede vi ned for fællesmail-systemet, da vi blev gjort opmærksom på, at de studerende kunne sende allemail. Vi ville have gjort det samme, selvom det var en julefrokost, en demonstration eller et pensum, der var blevet skrevet ud om, siger han yderligere.

Andreas de Neergaard understreger, at det faktisk er en af universitetets vigtigste opgaver at kunne levere et rum, hvor de studerende kan tage en debat som den fra fællesmailen.

- Der er bare ikke ret mange emner, der egner sig til at blive debatteret på nettet eller i en fællesmail. Det er bedre at mødes, da debatten på den måde bliver mindre konfliktfyldt og polariseret, siger han.

- Og det ER vigtigt at kunne diskutere køn og identitet. Man skal som sagt bare gøre det inden for de rette rammer, afslutter han.

Andre krænkelsessager fra KU

  • September 2018 fik en gruppe jurastuderende en henstilling, efter andre studerende havde følt sig krænket over valg af udklædningstemaer.

  • December samme år blev en lektor kaldt til samtale, da en gruppe studerende mente, at han ikke respekterede deres køn og etniske minoritet.

  • Og i januar i år skrev Jyllands-Posten om en biologiprofesor, der af en gruppe studerende fik kritik for kun at bruge "mand" og "kvinde" i statistiktimerne.