Ny lov: Nu skal både mor og far modtage post om deres børn

Regeringen vil skrive ind i ligestillingsloven, at både mor og far har ret til digital post om fælles børn.

Innovationsminister Sophie Løhde (V) er træt af, at myndighederne sender et signal om, at mor passer børn og far tjener penge. Nu skal det være slut med, at det kun er moren, der modtager digital post om barnet fra det offentlige. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

- Når det kun er moren, der modtager informationer om børnene, sender det et signal om, at myndighederne hænger fast i fortiden.

Sådan lyder det fra innovationsminister Sophie Løhde (V), som nu vil have skrevet ind i ligestillingsloven, at begge forældre har 'ret til og krav på' at modtage den samme information om deres børn, hvis de har fælles forældremyndighed.

I dag er det nemlig ikke nødvendigvis både mor og far, der får beskeder om børnene gennem den digitale post. Det kan være alt fra indkaldelse til vaccinationer, breve fra daginstitutioner, påmindelser om tandlægebesøg eller informationer fra skolen, der kun ender i morens digitale postkasse.

I dag er det stort set altid kun moren, der får den digitale post om barnet fra det offentlige, siger innovationsminister Sophie Løhde.

- Vi vil gerne sikre, at der er ligestilling, når man har fælles forældremyndighed. Det er jo ikke sådan, at mor altid går derhjemme og tager sig af børnene, og far går på arbejde, siger Sophie Løhde.

Hun tilføjer, at kommunerne længe har bestræbt sig på, at både mor og far skal modtage posten, men det er langt fra tilfældet, og derfor er det nødvendigt at lovgive.

- Tålmodigheden er ved at være sluppet op.

- Vi har de facto et system lige nu, hvor det stort set altid kun er moren, der får den digitale post om barnet fra det offentlige, siger Sophie Løhde.

S og DF bakker op

Der er bred opbakning til innovationsministerens forslag, men hos Socialdemokratiet ønsker de at gå endnu længere.

- Næste skridt må nu være, at vi også ser på forældreorloven, så der også er ligestilling der, siger ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff og tilføjer:

- Det er et rigtig godt forslag. Det er sund fornuft, at vi ligestiller forældreskabet, siger han og er derfor glad for ministerens initiativ.

- Der har været en tendens til, at vi skubber fædrene ud på et sidespor, hvor vi ikke anerkender dem som ligeværdige forældre, så derfor skal vi sikre os fra samfundets side, at vi anerkender fædrene og deres rolle i familien.

Hos Dansk Folkeparti er de også glade for forslaget. Ligestillingsordfører, Karina Adsbøl, peger på flere praktiske årsager til, at det er på tide, at begge forældre modtager den digitale post om fælles børn.

- Det kan være, at den ene arbejder langt væk, og at det derfor er den anden part, der står for det praktiske, siger hun.

Facebook
Twitter